Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

208 Imellem de korthalede, tiføddede Krebsdyr, Krabberne, er den store Taskekrabbe den eneste, som har nogen synderlig Værdi; især i England sætter man megen Pris paa den, og den fanges derfor ogsaa dér mere regelret end i andre Lande. Den er saa al- mindeligt i Brug i England, at der i London er Handlende, som daglig modtager 4000 Stkr. Hankrabben er den, som smager bedst. Paa Englands Vestkyst udvikler den sig stærkest, og man kan der fange Taskekrabber, som er saa vægtige, at de vejer om- kring 5—6 Pund, ja man har endog haft Eksempel paa, at Taske- krabber har vejet 16 Pd. Taskekrabben er et særdeles graadigt Dyr, som ikke skaaner andre Taskekrabber, om den kan overvælde dem. Fra gammel Tid har Taskekrabben Ord for at eje en stor Stedsans. Fiskerne omkring Lizard, Cornwalls • Forbjærg, mærker de fangede Krabber, før de bringer dem i Markedet. Man har haft den Iagttagelse, at en mærket Krabbe, som en Gang slap ud fra et Hyttefad i Falmouth, tre Dage senere fangedes igen ved Lizard, som ligger elleve engl. Mil fra Falmouth. Som andre Krebsdyr har Krabberne ogsaa et Skalskifte; de kan tillige ved Genvækst erstatte tabte Lemmer, og de kan lige- ledes ved Selvamputering frigøre sig for de Lemmer, der »forarger« dem. Det hænder jo, at man undertiden undres over, saa let en Hummers eller en Krabbes Ben »brækker af«, naar man tager den fat. Man synes, at man har taget ret varsomt paa den. Prof. Léon Frédericq har undersøgt denne Sag nærmere, og han har fundet, at naar man f. Eks. kniber en almindelig Krabbe i et al dens Ben eller alene lidt pludsligt griber den ved et af Benene, løsner dette sig i dets inderste Ledforbindelse med Kroppen, og Dyret flygter. Paa denne Maade kan man endog tvinge Dyret til at slippe alle dels ti Ben. Det kan man kalde et indirekte Værge- middel. Hummeren og Flodkrebsen kan selv kun amputere det forreste Benpar, som bærer »Kløerne«. Imidlertid kan det være, at denne Slags Amputation næppe er saa frivillig, som man maaske er tilbøjelig til at tænke: det er meget muligt, at den netop er aldeles ufrivillig og alene en nervøs Refleksvirkning, som mange andre Dyrs »Liggen Død«, naar de skræmmes, eller naar vi uvil- kaarligt bliver »røde i Hovedet« eller blegner.