Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

209 Det er imellem de toskallede Bløddyr, at, om ikke de mest udnyttede, saa de mest indbringende Bløddyr træffes. For alle to- skallede Bløddyr eller for Muslingerne gælder, at de er uden Hoved, og at de til Værn for deres bløde Krop kan lukke denne inde imellem Skallerne, naar de finder dette tjenligst. Til andre Tider, naar Dyret trænger til friskt Vand og Føde, spærres Skal- lerne lidt fra hinanden, og Muslingen kan da ikke alene strække den ydre Rand af Kroppen lidt uden for Æsken og tage Omgivel- serne i Øjesyn, men ogsaa, om den har Fod at gaa paa (saa lykkelige er nemlig mange Muslinger), flytte sig fra sit Leje. Skal- lerne er ikke alene indbyrdes samlede ved et mere eller mindre fuldkomment »Hængsel«, idet Tapper og Uddybninger i hver af Skal- lerne passer ind i hverandre, men tillige bindes Skallerne godt ti! hinanden ved de ved Hængselet siddende elastiske Baand. Denne Skallernes Udstyrelse alene vil imidlertid ikke nytte Muslingen, naar den skal have den fulde Nytte af Skallerne. Den maa kunne ved sin egen Vilje aabne og lukke for sig, og dette sker ved en eller to Lukkemuskler, som gaar fra Skal til Skal. Slappes Musk- lerne, gaber Skallerne* fordi Hængselets elastiske Baand da spænder dem fra hinanden; trækkes Musklerne sammen, lukkes Skallerne, og de kan hos mange Muslinger lukkes saa stærkt, at de kun med Vold kan bringes til at gabe. Det er en længe brugt Sammenligning, at Muslingens Skaller er som Bogens Bind. Aabner man Bogen, finder man indenfor hver Skal (Smudstitelen) en Hinde, »Kappen«, hvis ydre Rand, »Skæget«, har Føletraade og Øjne. Atter indenfor Kappen ligger til hver Side de to Gælleblade (Titelblade), og først indenfor igen har vi Dyrets Krop (Bogens Masse). Denne Krop er blød, vandtrukken, kølig og har fortil en Mundaabning, omgiven af Følelapper. Mundhulen er rummelig, Bughulen meget udvidelig, Tarmen lang og bugtet, og Leveren meget stor. Fra Kappen udskilles Skallerne, der for en væsentlig Del dannes af Kalk, og eftersom Dyret vokser, lægges der idelig ny Lag til den. Alle Muslinger, hvis Levesæt kræver, at de skal flytte sig fra Sted til andet, har en Fod; hos meget livlige Muslinger finder Livligheden sit Udtryk i en stor og stærkt udviklet Fod, som hos Hjærtemuslingerne (Fig. 116). En saadan Hjærteniusling kan ikke alene flytte sig. den kan endog hoppe, foruden at den ogsaa ved Hjælp af Foden hurtigt kan grave sig ned i Havbunden. Andre Muslinger indtager allerede som spæde den Plads, hvor de skal leve deres Liv; de trænger ikke til Fod