Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

254 Baskere. Allerede 1612 viste de første Hollændere sig ved Spitz- bergen, hvor de jagede Hvaler samtidig med to engelske og et spansk Fartøj. Men der opstod straks Uenighed imellem de en- gelske og hollandske Skippere. Engelskmændene krævede nemlig udelukkende Ret til at fange ved Spitzbergen, mens Hollænderne paastod at det lige saa godt var deres Ret, siden det var deres Landsmænd, som 1596 havde opdaget Øen. Imidlertid fordrev Engelskmændene Hollænderne og vendte hjem til Thames med 17 Hvaler. Det følgende Aar udsendte Kompagniet syv Fartøjer, som til Dels var armerede, og desuden var væbnede med en Tilladelse fra den engelske Regering til udelukkende Fangstrettighed ved Spitzbergen. Fra Holland kom fire Fartøjer og fra Frankrig nogle flere; Hollænderne blev jagede bort og Franskmændene enedes med Engelskmændene om en Afgift. Hollænderne blev ikke alene bort- jagede; man fratog dem endog deres Fangst, saa at de vendte hjem med et Tab af omtrent 130 000 Guiden. Men Hollænderne forstod i de Dage ikke Spøg og aller mindst som Sømagt. Derfor ud- rustedes 1614 straks 14 Fartøjer og 4 Krigsskibe (hvert med 30 Kanoner), og da Engelskmændene ikke mødte med saa stor en Styrke, vovede de ikke at optræde fjendtligt. Endnu i 1617 kom det til Kamp, hvori Hollænderne vistnok sejrede, men uden af- gørende Følger paa Grund af den nederlandske Regerings Klogskab. Allerede 1615 havde Danmark sendt to Krigsfartøjer til Spitzbergen og gjort gældende, at det havde Krav paa Tribut af Fiskerne, »fordi Danske havde opdaget Vest-Grønland og fordi Spitzbergen hørte under Grønland«. Stridighederne ophørte først, efter at de enkelte Lande var enedes om at fordele Spitzbergens Kyster imellem sig; Engelskmændene valgte de bedste Bugter, nemlig de sydligst lig- gende, som først bliver isfri; de Danske valgte Pladserne nord for de engelske. Hollænderne var i det 17de og den største Del af det 18de Aar- hundrede de driftigste Hvalfangere. I over et Aarhundrede drev de Ishavsfangst, og den Flaade, som i April forlod de hollandske Havne, var langt den talrigste af alle. Et Tegn paa dens Værdi har man deri, at Hvalfangerllaaden jævnlig ledsagedes af Krigs- fartøjer, naar der var Ufred imellem Landene. Men under det franske Herredømme ophørte Grønlandsfarterne fra Fastlandet, mens Engelskmænds og Skotters tiltog; fra 1810 til 1818 fartede 824 engelske Skibe og 360 skotske paa Grønland og omliggende Havstrækninger. Skotternes Udrustninger tiltog endog til det Dob-