Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

255 belte. Man fatter Hvalfangstens Vigtighed af den Kendsgærning, at i tre Aar (fra 1814 til 1817) havde 392 engelske Fartøjer til- sammen 3398 Hvaler foruden talrige Sælhunde, Bjørne og Hval- rosser og Skotterne 1682 Hvaler. I 1814 var et eneste Fartøj fra Peterhead endog saa heldigt at fange 44 Hvaler og at have et sam- let Fangstudbytte af den store Sum 11 000 Fra 1858 indførtes Dampkraft i Hvalfangerfartøjerne, og efterhaanden gik det tilbage med Hvalfangsten i Norden. Men allerede fra omtrent 1830 var Amerikanerne paa Færde i Stillehavet ligefra Polarhavet hinsides Beringsstrædet til de antarktiske Egne og udnyttede fremfor andre Nationer de nævnte Egnes store Havpattedyr. Foruden »den rigtige Hval«, hvorved man tænkte paa Grøn- landshvalen, var nemlig allerede tidligt Kaskeloten eller Sper- macet-Hvalen Maal for den amerikanske Hvalfangst. Den kom dog først ret ind under særlig Forfølgelse, længe efter at man havde jaget Grønlandshvalen. Øen Nantucket, som ligger et Par Mil syd for Cape Cod og hører til Massachusetts og som i sin Tid var det vigtigste Udgangspunkt for den amerikanske Hvalfanger- llaade, havde allerede længe drevet Hvalfangst paa Grønlandshval, forinden den rustede sig til at opsøge Kaskeloten. Nantucket- Fangerne blev først opmærksomme paa Kaskelotens Værdi, da der drev en død Kaskelot ind paa Kysten. Men omtrent i Aaret 1712 blev en Hvalfanger fra Nantucket, der krydsede for at træffe Grøn- landshval, drevet langt til Søs af nordlige Vinde og stødte saa paa en Flok Kaskeloter, af hvilken een blev dræbt og bragt hjem. Man udrustede nu flere Fartøjer paa omtrent 30 Tons hvert og sejlede ud paa »Dybet«, som det hed sig i Modsætning til Hvalfangsten langs Kysten. Udrustningen indrettedes efter et seks Uger varende Togt, og man havde kun Rum for Oljen fra een Hval, saa at man efter dens Fangst maatte vende hjem. I 1715 var der seks Fartøjer, og de tjente £ 1100. Omtrent midt i det attende Aarhundrede tiltog Hvaloljens Værdi, og Amerikanerne var ikke langsomme i Vendingen; deres Hvalflaade øgedes Aar for Aar. De var saa godt som ene om at jage Kaskeloten og i 1731 var Drægtigheden af Hvalflaaden allerede 1300 Tons, mens samtidig de enkelte Fartøjers tiltog saa stærkt, at den i 1746 endog var 100 til 130 Tons. Lige forud for Friheds- tiden var Hvalfangsten fra New-England særdeles indbringende, og dette skyldtes overvejende Kaskelotfangsten; Spermacetoljen var