Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

273 tiden Skik, om et Fartøj har fire Baade, at de tre sætter sig fast i saa mange Hvaler som muligt, medens den fjerde »spiller løs Baad«. Dersom en Hval bringer alle en Baads 300 Favne Line til at løbe ud, vilde den gaa tabt ved at undfly, om der ikke kom øjeblikke- lig Hjælp. I saa Tilfælde gør den faste Baad sig løs og den løse bliver fast, idet den iler til Hjælp; undertiden er den endog paa Slæb af den faste Baad. Denne kan desuden blive løs derved, at Harpunen slipper eller brydes eller om Is, haardt Vejrlig eller Nat- tens Mørke tvinger til at skære Linen over. Hvalens Adfærd, naar den angribes, er uens baade efter Art og Individ. Overfladiske Saar tirrer den, indre Saar piner den, og den har intet andet Middel til Modstand eller Flugt end vældig Udfoldelse af sine fysiske Kræfter. Da er det en farlig Sag at være nær og at prøve Haandvaaben; Faren er kun mindre, dersom man har haft Held til at ramme Lungerne eller blodrige Indvolde, ti da svækkes Dyret og bliver stilfærdigt, mens Livet svinder. I modsat Tilfælde har den store Hval, saasom Grønlandshvalen, et mægtigt Vaaben til Værge i sine Halefinner, som er 12—15, undertiden 20 Fod fra Flig til Flig og en Vægt af flere Tons og som den bruger med stor Færdighed. Stillehavets store Bardehval er af alle Barde- hvaler den farligste at komme nær. Angribes den eller om den hindres i sine Bevægelser paa en eller anden Maade, svinger den Halen »fra Øje til Øje«, dersom den bliver vred for Alvor, og sæt- ter Havet i Skumbjærge. Ikke sjældent er Hvalfangerne saa ivrige, at de ikke nøje agter Faren, saa at de ikke alene mister Hvalen, men tillige Redskab og Baad, stundom endog Livet. Den amerikanske Hvalfangers Udtryk for den døende Hvals Adfærd er »Gispet« (the flurry), og han siger, at Hvalen »finder ud«, idet den dør. Da den gamle Maade at dræbe Hval med Haandlanse ikke alene var farligere, men ogsaa mere æggende, vil nogle Ord derom være paa deres Plads. Efter at Hvalen var sikkert fæstet til Baaden ved Harpun og Line, lagde den enten bi og støn- nede og af og til brølende som en Okse, »løb« den og drog straks Baaden efter sig i en Fart af 15—25 Kvartmil i Timen. Derefter sagtnede den Farten, og naar den var bleven træt, halede Baaden sig ind paa den. Herved blev Hvalen skræmt og satte paa ny Farten op, skønt Harpunereren satte med Haandlansen 6—6 Fod koldt Staal ind i dens Lunger. Imidlertid er alle Hvalens Anstræn- gelser forgæves; Baaden hænger stadig ved den som en Igle, der har bidt sig fast til en Fisk og vedblivende suger dens Blod. Til-