Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

284 Fiskeren gik saa tidligt i sin Jolle (uden at medtage Madvarer), at han kunde være i Fiskeleje ved Daggry, sætte sin Bakke, ti i Regelen havde en Jolle kun een, og trække sin Haandsnøre. Saa snart Krogene var i Vandet, kastedes Ankeret, en større Sten. Hveranden eller hver fjerde Time, som der var Fiskeri, røgtedes Krogene og fik ny Mading. Mod Vinterens Slutning i Marts og April, kom Islændernes egentlige Fisketid. Da drog Oplandsfolkene og Nordlandets, hvor intet Torskefiskeri falder, mange Mil fra Hjem- met til Fiskerlejerne og de Kyster, som er fri for Havisen, nogle for at ro d. v. s. at hjælpe hos en Baadejer, som trængte til Mandskab, og derved faa Part i Fangsten, eller ogsaa, naar de selv ejede Baade ved Kysten, at gaa ud med disse. Saadanne selvstændige Baad- ejere maatte da tage Bolig i Klippehuler ved Kysten, og de fristede i dem et strængt Liv, for at kunne deltage i et Fiskeri, hvis Ud- fald endda var højst usikkert. En Snes Aar senere havde Forholdene allerede ændret sig ad- skilligt ved Island, og firti Aar senere, end da H. V. Fiedler var i Island, havde Fiskeriet udviklet sig saaledes, at ikke alene Garn- fiskeriet efter Torsk var i fuld Gang, men ogsaa de søgaaende Fartøjer, altsaa Dæksfartøjer, var i Virksomhed. Oplysninger fra den Tid nævner, at skønt Værtideii paa Sydlandet var fra ”2. Februar til 11. Maj, faldt Fiskeriet i Faksebugten først fra den 14. Marts, den Dag da man først havde Tilladelse til at sætte Torskegarn. Hver Baads Mandskab maatte medføre Garn og desuden havde Baaden to Garn; en Otte-Mands Baad havde altsaa ti Garn, og paa den Maade blev der lagt flere Tusende Garn. Hvert Torskegarn var 30 Favne langt og omtrent halvanden Favn dybt; til Flaad brugtes mest hule Glaskugler, omtrent 30 Stykker for hvert Garn, og lige saa mange Sten holdt Garnene i Bund. Garnene blev ud- satte paa 20—30 Favne dybt Vand. Skønt Garnfisken i Regelen er meget større og federe end den Fisk, som fanges paa Haandsnøre eller Langline, og giver den fineste og rigeligste Lever, saa faar man dog gennemgaaende en bedre Vare ved Krogfiskeriet og særlig ved Fangsten med Haand- snøren. Naar nemlig Garnene er satte, hænder det kun altfor tit, at Fiskerne af Vejrliget hindres i flere Dage, stundom et Par Uger, før de kan komme ud til Garnene. Men den Fisk, som imidlertid er bleven fanget i Garnene, og som altsaa har staaet i disse i flere Dage, dør og ødelægges. Der er selvfølgelig i de sidste tyve Aar sket en i mange Hen-