Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

346 de farlige Garn og bliver hængende i disses Masker. Efterhaanden tynges Garnene af de hildede Fiske og sænker sig. Mandskabet løsner da Garnet fra Baaden, hæfter det til en Bøje og ladet del med stundom Tusender Fiske drive i Strømmen. Et andet Garn og maaske ogsaa et tredje og flere udlægges, saa længe Sardi- nen vil arbejde, hvilket sker bedst i Tiden umiddelbar! forinden og efter Solnedgang og Solopgang. Fiskeriet afsluttes, idet man opsøger de omkring drivende Bøjer, som man genkender paa deres forskellige Mærker. Undertiden hænder det, at Fiskerne overraskes af Natten eller af pludseligt Uvejr, saa at Baaden maa opgive Gar- nene. Men disse optages i Regelen af andre Baade, som i saa Til- fælde faar Fangsten i Eje. Til Sardinfangst med større Drivgarn, med Vaad osv. bruges ikke Rogn eller anden Lokkemad. For Resten er Torskerogn ikke den eneste Lokkemad, man bruger, men den er den bedste og derfor ogsaa den dyreste, undertiden endog saa dyr, at Sardinfiske- ren i knappe Fangstaar ikke har Raad til at skaffe den. Deifoi har man indført Kunstfoder (1. Eks. af tørrede Insekter osv.), som enten bruges alene eller ogsaa opblandet med Rogn. I gode Aar har Frankrig stort Udbytte af Sardinfiskeriet. I 1890 f. Eks. fangedes omtrent 225 Miil. Sardiner, hvis Værdi var henad 4 Mili. Fr. I de senere Aar har biskeiiet været linge i Sammenligning hermed, fordi Fisken ikke har vist sig ved Kysten. Imellem Thunfiskene træffes nogle af de største Fiske, der er tjenlige til Menneskeføde; en Thunfisk, som vejer under et Hundrede Pund, regnes ikke synderligt, og en Fisk af Mellem- størrelse, en »Mezzo Tonno«, kaldes paa Sardinien en Halvfisk, Fiske paa 1000 Pd. er ingenlunde særdeles sjældne. Ved alle Middelhavets Kyster drives der et ihærdigt Fiskeri efter disse store Fiske, der selvfølgelig kræver særegne Fangered- skaber, saa meget mere som de i Almindelighed kun fanges, naar de flokker sig i Vandretiden. Vandringernes Udstrækning er imid- lertid endnu ikke oplyst. Kun saa meget synes afgjort, at Thun- fiske ikke regelmæssigt trækker, men kun som Undtagelse gaar udenfor Gibraltar; egentlig drager de kun i de forskellige Egne, ligefra Spanien til Sortehavet, fra dybere til mindre dybt Vand. Allerede langt tilbage i Oldtiden var Egnen omkring det senere Byzans én af de rigeste Fiskerpladser. Det var særlig den over- vældende Fangst af Thunfiske, som gav Forbjærget Navnet »del