Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

24 get spænde over et stort Bytte og lade dette glide ned i den meget udvidelige Bug. Disse Fiske trækker sig altsaa egentlig ligesom Sø-Anemonen omkring det Offer, de har overvældet. Som Billedet viser, har Fisken umiddelbart forinden den selv fangedes, slugt en større Laksesild (Scopelus). De tidligere nævnte Melanoceter er jo ogsaa slige, mavevældige Dybhavsfiske, om de just ikke som Dybhavsaalene har, saa at skrive. Maven i Hovedet. Den almindelige Kendsgærning, at et Dyrs Ydre i Form og især i Farve har tilpasset sig efter dets Opholdssted og Levesæt, gælder ogsaa for Dybvandsfiskene. Dette er ligesaa sikkert som den Kendsgæring, at der hidtil imellem Dybets Fiske ikke ei lunden en eneste, der ikke er repræsenteret i de Fiskefamilier, som fær- des langs Kysterne. Derimod er det ejendommeligt for de store Havdybders Fi- ske, at de gen- nemgaaende er mørktfarvede. De er altid sorte eller mørkegraa; glimrende Far- ver kendes ikke hos dem, og de vilde heller ikke yde Fiskene den ringeste Tjeneste i Havmørkets Rige. Farven, de underlige Former, undertiden Tilstedeværelsen af Lysgivere og af ejendommelige t øleredskaber, samt Bevægelsesred- skabernes Ufuldkommenhed kendetegner ved første Øjekast en virkelig Dybvandsfisk fra svimlende Dybder. Desuden frembyder disse Fiskes Knokler og Væv visse mærkelige Ejendommeligheder. Knoklerne er ligesom trævlede eller svampede, eftersom de er lidet kalkholdige, og de er derfor saa bløde, at man let kan føre en Naal igennem dem. I deres Indre har de talrige Hulrum. Endelig er heller ikke deres Ledføjninger saa fastsluttede i hinanden, som hos de i Overfladens bølgende Vand levende Slægtninge. Dyb- havsfiskenes Muskler er bløde og skøre.