Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

381 Vejrliget er til det. I fugtigt Vejrlig bunkes Fisken og dækkes, hvilket ogsaa er Tilfældet om Natten. Klipfisketilvirkningens gode Udfald afhænger for en meget stor Del af den Omhu, hvormed Tørringen udføres og af de naturlige Vilkaar paa Tørrepladsen. En af Grundene til den islandske og færøiske Klipfisks Fortrin er den, at den Klippebund, hvorpaa Fisken bredes til Tørring, er hulret og med megen Virkning tørrer Fisken nedenfra, mens Luft og Sol virker ovenfra; det haarde Granitfjeld kan ikke optage Fiskens Væde. I Frankrig bliver den fra Newfoundlands Fiskeriet hjem- bragte Saltfisk tørret under Tag i større Skure med godt Lufttræk og som desuden kan værne imod Solvarmen. Saa snart Tørringen er gennemført, bringes Klipfisken i Lager- boderne (Fig. 214), hvor den stables til den afhændes. Hvor de naturlige Vilkaar ikke tillader Fiskens Tørring paa Jord eller Klippe, men alligevel en mere direkte Lufttørring end i Frankrig er ønske- lig, f. Eks. i Nordamerika, enten det saa er i Øststaterne, saasom i Massachusetts, hvor Klipfiskevirkningen er en gammel Industri, eller ved Stillehavet, maa man hjælpe sig, som Forholdene tillader det. Man skyr ikke de største Udlæg for at gøre det muligt, at producere den saa meget yndede og saa gode Handelsvare, som Klipfisken er, samtidig med, at man støtter Fiskerigærningen. Klipfisketilvirkningen ved Stillehavet har ikke været længe i Gang; den begyndte først 1864 og den var allerede ved Aarhundredets Udgang oppe paa en Produktion af fem Millioner Pund. En stor Del heral udføres til Avstralien, Hawaii og Asien. Men Klipfisken laar ved Stillehavet en særegen Behandling, forinden den sendes i Handelen. Den bliver nemlig lavet til den saakaldte »benløse Torsk«. Desuden tørres nogle faa pCl. af Torsken til Stokfisk. Fremstillingen af »benløs Torsk«, skriver en engelsk Forfatter, er uden 1 vivl den vigtigste Udvikling i Tørfiskindustrien, som skyldes det nittende Aarhundrede. Allerede forinden 1870 følte man Nødvendigheden af at give Klipfiskekødet en bedre Form end den, som den hidtil kendte Klipfisk havde. Man krævede det tørrede Fiskekød pakket i Smaapakker af bestemt Vægt og saa- ledes, al de indeholdt Fiskekød og ikke andet. I 1868 blev der udtaget et Patent i saa Henseende for en Fremgangsmaade, hvor- ved først Skind og Ben fjærnedes og Kødet endda blev raspet og ved Presning blev frigjort for den i det værende Fedt og Olje. Derefter tørredes Kødet f. Eks. paa Metalplader, som ophededes ved Dampledninger under dem, og efter et Par Timers Forløb