Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

21 Alle virkelige Dybhavsfiske ligner hverandre deri, at deres Muskler og Knokler er saa overordentlig skøre, at man har det største Bryderi med at gæmmB disse Dyr og præparere dem. Dette, ligesom alle andre Egenskaber hos disse Fiske, staar selvfølgelig i nøje Sammenhæng med Havdybets fysiske Egenskaber. Imellem de fysiske Paavirkninger synes ingen os dog mere ufattelig end det umaadelige Tryk, hvorunder Dybets Dyreliv udvikles. Fiskenes svage Knokler er trævlede, spaltede og hulrige, ligefrem svampede. De er meget lette og næsten kalkfri, saa at man let stikker en Naal i dem. Endvidere er Knoklerne og især Hvirvlerne meget løst hæftede til hinanden og saa meget løsere, som alle Muskler og Senebaand let brydes. Endelig er de større Muskler f. Eks. Side- og Halemuskler særdeles tynde. Det vil sige: saaledes viser Knok- ler og Væv sig, saa snart vi faar Dybhavsfisken op fra Dybet. Imidlertid, skriver den store Fiskekender, Dr. A. Gunther, kan man ikke gaa ud fra, at denne Løshed i Knokler og Muskler er tilstede, saa længe Fiskene opholder sig i Dybet. Nogle af dem er jo nemlig vældige Rovfiske, og som saadanne maa de kunne flytte sig hurtigt og bide kraftigt, dersom de skal overraske deres Bytte og overmande det. Derfor maa Musklerne paa rette Sted og til rette Tid være stærke, om de end er tynde, og Knoklerne maa være faste som hos Fiske, der stadigt opholder sig i Overfladen. Det gaar en Dybhavsfisk, som det gaar et Menneske, dér f. Eks. ved at stige højt op paa et Bjærg eller med en Ballon og derved kommer under et mindre Lufttryk: Blodet trænges frem i Næse, Øjne og Mund, Luft indefra spænder Trommehinden ud osv. Den Fisk, som er vænnet til at leve i en Dybde af 3000 Fod og endnu dybere, vil, naar den kommer op til Vandskorpen, ophøre at være stærk i Knokler og Muskler, men vise sig som en meget skrøbelig Skabning. Men hvorledes kan det være anderledes, naar Trykket for hver 1000 Favne i Dybden stiger med 2000 Pund pr. Kvadrat- tomme, medens det kun er 15 Pund i Vandskorpen? Mange Dybhavsfiske er i høj Grad slimede, en Egenskab man for Resten ogsaa træffer hos adskillige Fiske, som kun holder sig nogenlunde fjærnt fra Vandskorpen, nemlig paa Dybder fra 100 til 200 Favne. Men hos Fiske fra Dybder under 1000 Favne optræder et meget udviklet Slimsystem. Især er det Hovedet, som har store Slimhuler, og hele Kroppen synes at være dækket under et Slim- lag, hvis Nytte man ikke hidtil har lært at kende; man har kun iagttaget, at ganske nylig fangede Fiskes Slim fosforiserer. 3*