Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

»TA et uudgrundelige Hav« var lange Tider igennem Udtrykket JJ for den Opfattelse, at Havets Dybde i visse Jordstrøg var saa stor, at Menneskene ikke havde Maal for det eller Midler til at maale det. Alligevel har man allerede i Oldtiden haft en Tanke om store Havdybder, fjærnt fra Kysterne. Men sikre Maalinger har man næppe haft, skønt Værdsættelsen for Havdybden i Middelhavet, nem- lig femten Stadier eller omtrent 3000 Meter, nogenlunde kan passe. Det er en Selvfølge, at allerede den ufuldkomneste Skibsfart krævede Kendskab til Farvandets Dybde langs Kysterne, og det er derfor heller ikke mærkeligt, at man hos Herodot kan læse om Dybder, som endda opgives i Favnemaal, det samme Maal, som lige til Nutiden bruges, og som jo er den Enhed, der oprindelig skyldes Længden af Menneskets udbredte Arme. Middelalderens, især af Italienere tegnede, Søkaart indeholder talrige Dybdetal langs Kysterne. Brugen af Ha andloddet gennem Tiderne tegner for saa vidt det historiske Rids af vor Kundskab om Havets Dybde. Den gamle Geograf Varenius fortæller allerede, at man med Haandlod under- tiden har maalt Dybder paa et Par Hundrede Meter og han skri- ver, at et Blylod, som vejer tolv Pund, er tilstrækkeligt tungt til at holde en 800 Meter lang Line strakt i Vandet. Han skjuler heller ikke Faren ved Brugen af saa lange Liner, den nemlig, at man kan blive skuffet, fordi undersøiske Strømme let tager Linen med sig, saa at den ikke viser den nøjagtige, lodrette Afstand imel- lem Vandskorpen og Havbunden. De store Opdageres Lodliner var næppe længere end 200—400 Meter. Med en saa kort Line prøvede Magelhaens 1521 forgæves at lodde Dybden imellem de af ham i Sydhavet opdagede, øde Koraløer St. Paul og los Tiburones. Derfor dristede han sig til