Danmarks Glasindustri indtil 1750
Med nogle Bemærkninger om Ruder, Drikkekar o. lign. Gjenstande, før Glasset trængte igjennem.

62 C. Nyrop. 494 brænderne i Hessen ikke ere for «solchen weitten weg vorzunehmen, sintemahl sie sich besorgen, wen sie In Ewer Kön. wurden Königreich ziehen wurden, dasz sie gar Ausz der weldt vndt nimmer wider heimkemen, wie sie dan ohne dasz also genaturt, dasz sie desz Sommers Ausz Ihrer hutten [be]zirckh nit baldt zu Bringen, sonder da diese hasen geheckett(?) vndt die Mutter flaschen vor Augen haben, Pleiben sie viellieber bey Ihrem Kohll oder waszer vndt brodt, Als dasz sie In Andern Königreichen vndt gutten feisten Landen herlich leben suchen gölten». Ikke des mindre melder Landgreven i det samme Brev, at han sender en Glasbrænder, nemlig Liberias Trebing, om hvem han beretter, at han er den Første, der i Hessen har brugt Stenkul ved Glasbrænding. Libo- rius kom, og Frederik II lod ham, som han skriver til Landgreven, bese «die örter, da wir zuuor eine glaszhütten gehabt vnndt noch haben». Han fandt Stedet godt, idet han dog tilføjede, at den tidligere Glasbrænder «sich fast Vnrichtig in allen Sachen Vorhalten», og Aftalen blev, at han skulde rejse hjem igjen for at skaffe Medarbejdere; inden 8 Uger skulde han være tilbage. I den Mellemtid skulde Adskilligt udrettes, og Frederik II skriver under 10 April 1585 til Tolderen i Helsinger1), at han skal handle med en Stenhugger om at hugge de Sten, Liborius vil have, «vdj Alle maade Epthersom band thet Angiffuit haffer». Naar Stenene vare færdige, skulde de sendes til Aarhus, hvor Klavs Glambek vilde modtage dem, og det tor antages, at Stenene i rette Tid kom til Ry Skov, hvor Liborius Trebing snart efter fik sin Glashytte i Gang, hvad man kan se af et Kongebrev af December 1585 til den *) Sj. Tegn. XV, Fol. 494.