Danmarks Glasindustri indtil 1750
Med nogle Bemærkninger om Ruder, Drikkekar o. lign. Gjenstande, før Glasset trængte igjennem.

507 Danmarks Glasindustri indtil 1750. 75 paa Slotsholmen1), og i 1669 indhentes der Erklæring om. hvorvidt Colnet af Hensyn til nye Anlæg i denne Del af Byen kan beholde «sin Huus oc Plads ved Canalen hos woris forige Løngang". Om noget Glasværk, tales der ikke. Glasværket er neppe kommet i Gang igjen, men derfor var Bob. Colnet ikke uden Beskjæftigelse. Han vedblev at være Militær og gav sig desuden af med at kjøbe Grunde og bygge paa Terrænet bagved Slotsholmen, vistnok i Om- egnen af Stormgade. I Februar 1694 døde han som Oberst- løjtnant; hans Hustru, en Datter af Tolderen i Ribe Mar- turin du Pont, synes at være død tidligere2). Det er nærmest i Tiden mellem 1652 og 1658, at det Colnetske Glasværk florerede, men det har langtfra formaaet at fyldestgjøre Hoffets Forbrug. Der foreligger talrige Reg- ninger over Glassager leverede af Magdalene sal. Johan Thomsens og efter hende af Jokim Friedeboldt. I Oktober 1653 leveres saaledes 2850 Glas, deriblandt 200 franske Glas (å 20 Sk.), og 50 «Kryds Stange glas med Deckel paa» (å 6 Mk.), ikke at tale om Flaskefodre med indtil 12 Flasker i3). Efter 1660 er det naturligt, at der igjen fore- ligger store Glasleverancer. I Juli 1662 modtoges saaledes til Brug «paa Reiszen til Lands och Wands diszligeste her Paa Kiöbenhaffn Slott och Ellersz Paa Adschillige Steder her vdj Landene« 8000 Glas; i September 1663 «thill i) Kbhvns Dipl. I, S. 736—737; II, S. 813—814. ’) Kbhvns Dipl. III, S. 506, 693; Sj. Tegn. XLIX, Fol. 558. — Den, henholdsvis «Major« og »Oberstløjtnant« Robert, der nævnes af E. C. Werlauff (Erindr, om Guldhornstyveriet, S. 6) og i Dsk. Saml (2 R. III, S. 298) i Forbindelse med Byggeforetagender og Ejendomshandeler, er utvivlsomt Robert Colnet. (Det er den histor. Forenings Sekretær C. F. Bricka, der har henledet min Opmærksomhed herpaa; jeg bringer ham herfor min Tak lige- som for en Del andre Oplysninger.) 3) Geh. Ark. Rentek. Afregninger I Nr. 62, 104.