Praktisk Tegnekursus

PRAKTISK TEGNEKURSUS. Ja nu har De set Beviset. Men vi kan tænke os mange Mennesker sige: »ja — men — er det nu ogsaa Horisonten? Linje derude i Na- turen, hvor Him- mel og Hav mø- des, hvor Jorden og Luften støder sammen i det fjer- ne ; vi troede, at Horisonten var no- get fast, noget, der var ganske uafhæn- gigt af os; noget, som vi havde at rette os efter, hvis vi vilde tegne.« Men det er ikke saaledes. Tvert- imod; det er os, der bestemmer Ho- risontens Højde. Hvad enten De sidder ned, naar De gør Prøven med det lille, vand- retliggende Kort, eller De staar op, vil De altid finde, at Horisonten (For- svindingslinjen for alle vandrette Fla- der) er i Deres Øjes Højde. Gør Prøven i første Etage og gentag den i fjerde, og De vil faa at se, at Forsvindingslinjen altid er i Deres eget Øjes Højde og falder sammen med Horisonten i det fjerne. Thi saa langt Synet rækker, kan vi betragte Jorden som en vandret Flade; og det lille Kort er ogsaa en vand- ret Flade; og vi har set Beviset for, at Ho- risonten er Forsvin- dingslinje for alle vand- rette Flader. Vi har altsaa lært heraf, at Horisonten ikke er noget fast, no- get givet; men at: Ho- risonten er i Højde med vort Øje. Stiller vi f. Eks. paa en Vej to Mennesker, som er lige saa høje som vi selv, saa vilde en vandret Flade, lagt igennem vore Øjne, ogsaa gennemskære de andres Øjne — og vise sig som en Linje: Horisonten (Fig. 35). Man taler jo om »en høj Horisont« og »en lav Horisont« ; De kan lægge Dem saa fladt ned paa en Strandbred, at det næsten ser ud, som om Havets Flade ingen Udstrækning havde; og De kan gaa op paa en Brink eller en Fjeldtop, og De vil se mere og mere af Havfladen; bestandig det samme Fænomen af Bogreolen i Fig. 34. Fig. 36. som med det lille Kort, eller som med Afbildningen Lad os nu gaa tilbage til det lille Billede med Lygterne og se, om vi kan anven- de noget af det lærte dertil. Vi staar altsaa ved Siden af en Lygte og ser ned ad Gaden. Lygter- ne er i Virkelig- heden alle lige store; men det sy- nes, som om de bliver mindre og mindre (Fig. 28). Men Lygterne staar jo paa en vandret Flade, paa Jorden. Vi kan da tænke os en vand- ret Flade lagt over Toppen af alle Lygterne, som saa- ledes var indeslut- tet af to vandrette Flader. Men vand- rette Flader synes jo at løbe sammen i én bestemt Linje, nemlig Horisonten. Og Horisonten er i Højde med vort Øje. Lad os da antage, at der er 21]2 Alcn fra Jor~ den, hvorpaa vi staar, og op til vort Øje. Vi ved fra Øvelserne i første Afsnit, at vi kan gøre vor Teg- ning saa stor eller saa lille, vi vil, naar vi blot sørger for, at Forholdene er rigtige. Lad os da afsætte nogle smaa Maal op ad Kan- ten paa vor Tegning og lade hvert Maal betyde en Alen. 2^2 Alen oppe er vort Øje; i den Højde er altsaa Horisonten. Vi ser ret frem nedover Gaden, d.v.s. i samme Retning som den, hvori Lygterne følger efter H hverandre (Fig. 36). Tænker vi os nu en Linje trukken igennem alle Lygtetoppene, og en anden trukket igen- nem alle Fodstykkerne, saa vilde disse Linjer jo i Virkeligheden være parallele med vor Hoved- Selinje. Men den øverste synes at løbe nedad og den nederste at løbe opad. Hvor løber de da hen? Ja — de udgør jo begge en Del af en vandret Flade, som vi trak igennem dem. Og vandrette Fla- der synes at løbe sammen i Horisonten. Linjerne maa altsaa ogsaa løbe sammen i Horisonten (se Fig- 37). 23 24