Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

De Anskuelser om Næringsfriheden, som laa til Grund for denne Forespørgsel, fandt Tilslutning hos alle de Talere, som tog Ordet under Forhandlingen: A. Hage, Grundtvig, J. A. Hansen og Kayser. Og det Samme var Tilfældet med Indenrigsministeren, der erkjendte, at Spørgsmaalet om Næringsfriheden var rejst med saa stor Styrke, at Rege- ringen ikke længere kunde lade være at optage det. Han afgav derfor en bestemt Erklæring om, at han vilde lade en Næringslov udarbejde, og tilføjede, at der ikke mere skulde nedsættes en Kommission, men at han vilde overdrage Arbejdet til en enkelt, dertil egnet Mand, hvorpaa han med de øvrige Medlemmer af Regeringen af al Kraft vilde tage fat paa Sagen. Manden, han valgte, blev, som alt nævnt, Overretsassessor Otto Müller. Ministerens Udtalelse lod Intet tilbage at ønske i Tyde- lighed, og den kaldte alle Lavsforfatningens Venner frem til energisk Virksomhed. Om ingen af disse gjaldt dette mere end om Håndværkerforeningen i Kjøbenhavn, der blev Centrum i den hele Bevægelse mod Næringsfrihedens Ind- førelse, og hvis Liv i Aarene 1856 og 1857 næsten ude- lukkende fyldtes heraf. Foreningen kastede sig selv ind i Kampen, den paavirkede og paavirkedes af Meningsfæller i Provinserne, den viste nu ikke mere nogen Haand tilbage, som den ventede kunde støtte den i dens Optræden, og den organiserede i Virkeligheden en betydelig Bevægelse hele Landet over, en Bevægelse, til hvilken der under Forhand- lingerne paa Rigsdagen blev taget Hensyn af ikke faa Med- lemmer, men som dog ikke var stærk nok til at dæmme op for Tidens Frihedsstrømning. Det første Udslag af Foreningens Virksomhed i denne