Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

131 bringe dens Ønsker og Mening til Lovgivningsmagtens og de højeste Autoriteters Kundskab, og at der i det Hele taget er naaet til den yderste Grænse inden (for) Andragenders og Forestillingers Kreds. Det er en Virksomhed, der gjen- nem alle dens Stadier har varet fem Aar, og vi føle os forvissede om, at der fra vor Side Intet er forsømt for at fremme dette for det almene Vel saa vigtige Anliggende, men at vi med Iver og Opofrelse have røgtet det os over- dragne Hverv. At vi ikke have kunnet besejre de Hin- dringer, der snart ved Snildlied, snart ved Magt ere bievne opstillede mod Sagens Fremme, grunder sig væsentlig i alle vore nuværende Forhold og vore i mange Henseender højst besynderlige Tilstande, men vi skulle ikke fordølge, at den Støtte og Enighed, hvorpaa vi fra først af saa trygt byggede, og som var af største Betydning og Vigtighed for Sagen, naar man tilgavns skulde trænge igjennem, ofte svigtede og i hvert Fald ikke viste den Udholdenhed, der er eneste og vigtigste Betingelse for at naa Sejr i Kampen. Imidlertid erkjende og takke vi med Glæde dem, der ikke skiftede Mening og ikke trættedes, men med usvækket In- teresse fulgte Bestræbelserne for at hævde og forsvare Stan- dens retmæssige Fordringer.“ Til sin Arvetager udnævnte Bestyrelsen Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn. Bevæ- gelsen vendte dermed tilbage til sit Udspring. Haandværkerforeningens Bestyrelse var ogsaa villig til at modtage Arven. Hvori denne bestod, havde Nærings- standsforeningen allerede angivet i sit ovennævnte Testa- mente. Den tilraadede deri, at for at forhindre altfor voldsomme Rystelser skulde Haandværkerstanden „ved egne Kræfter“ benytte Overgangstiden til „at udjævne de ældre Forhold 9*