Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

32 1841, altsaa over et Fjerdingaar efter, at Foreningen var bleven konstitueret. Det er sikkert nok, at de ovennævnte mange Forslag, der indkom til Komitéen, havde deres Del af Skylden for, at Arbejdet gik saa langsomt frem, men man tager neppe fejl i, at ogsaa selve Kampen om, hvilke Anskuelser Foreningen skulde repræsentere, har sin Andel i, at det trak saa længe ud med Lovenes Tilblivelse. Det blev de Anskuelser, som vilde undgaa „at lede Foreningen hen i nogen blot ensidig Retning“, der sejrede. De provisoriske Love bestemme nemlig som Forenin- gens Formaal: „at fremme Haandværksstandens Tarv paa enhver hensigtsmæssig Maade ved de Midler, der maatte staa i dens Magt“. Man holdt sig altsaa ikke til det snæv- rere Formaal, som var Anledning til Foreningens Oprettelse, men overensstemmende med Stifterens Hensigter udvidede man strax dette, og de provisoriske Love bare da ogsaa paa andre Punkter Vidnedsbyrd om, at det var Alvor, naar man erklærede at ville „virke ogsaa paa andre Maader til Haandværksstandens Tarv“. Men hvad man strax slog fast — og derved traadte man tillige i Modsætning til de andre samtidige Foreninger — var, at det var Haandværkerne og ingen Andre, som den nye Forening omfattede, og hvad der skulde forstaas ved Haandværkere, udtaltes med al ønskelig Tydelighed i den følgende Paragraf i Lovene: „Enhver Haandværker — dette Ord er udhævet i Lovene — som efter aflagt Prøve har vundet Mesterret, kan blive Medlem af Foreningen, naar han anmelder sin Indtrædelse for Formanden“. At det var Alvor med denne Bestemmelse, fik daværende Finerskærer H. P. Frederiksen at vide, da han i 1846 vilde indmelde sig, og det i et Plenarmøde