Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

havsmænd om, at Landhaandværkerne vare bievne afviste af Roskilde Stænder, hvorfor den raadede til at udsætte det paatænkte Skridt, til Forholdene stillede sig „anderledes trængende“. Da Hofblikkenslager Fritz Meyer paa Generalforsamlin- gen den 29de Marts 1847 afløstes af Kaptejn og Skomager- mester C. F. Lier som Foreningens Formand — Meyer traadte forøvrigt ind i Bestyrelsen — afsluttedes den første Periode af Foreningens Liv. Den havde væsentlig en for- beredende Karakter. I den organiserede man sig som For- ening: fik Lokale, Blade, Bibliothek m. m., man prøvede sig frem gjennem Bunker af Forslag, af hvilke de fleste vare for umodne til at realiseres, eller som den da endnu saa unge og lidet kraftige Forening ikke kunde paatage sig at gjennem- føre. Men tiltrods for det lave Medlemsantal, tiltrods for vanskelige pekuniære Forhold og for idelige Forandringer i Bestyrelsens og Repræsentantskabets Sammensætning, der vare et Vidnesbyrd om indre Kampe og om, hvor vanske- ligt det var at holde Kræfterne samlede, lykkedes det dog at føre Foreningen uskadt gjennem disse Børnesygdomme til den langt vanskeligere Kamp, som forestod den i dens Ynglingealder. Hvad der væsentlig prægede denne første Periode af Foreningens Virksomhed, var de særlig af La- senius Kramp udfoldede Bestræbelser for at forhindre den fra at blive en ensidig Forkæmper for Lavsinteresser og for at holde Spørgsmaalene om Haandværkernes Udvikling og Oplysning og om Oprettelsen af filanthropiske Institutioner til Støtte for dem i Tilfælde af Sygdom og Alderdom frem som ligeberettigede Opgaver for Foreningen. Det er under