Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING

64 gen, saa tilfredsstillede den heller ikke dem, der stod paa den modsatte Side. Otto Muller, der selv havde været Medlem af Komiteen, oplyste nemlig, at han var uenig med sine Kolleger, fordi disse ikke vare gaaede ud fra den An- skuelse,. at Næringsfrihed burde indføres, men havde nøjedes med at forlange, at dette Spørgsmaal atter skulde tages op igjen efter tyve Aars Forløb, uden forøvrigt nærmere at udtale sig om, hvad der til den Tid skulde ske. Müller mente nemlig: „at Næringsfrihedens Fordele ere saa til- strækkelig godtgjorte saavel ved Videnskaben som ved Erfaringen, at man ikke skulde betænke sig paa at pro- klamere en paa dette Princip grundet Tingenes Tilstand som det, hvortil man efter en vis Tids Forløb (5 ä 10 Aar) — han hyldede Tanken om en Overgangsperiode — burde komme“. Forøvrigt erkjendte han, at man i Forslagene havde søgt at fjerne det Skadelige ved Lavsvæsenet, og mente, at der allerede vilde være vundet Meget ved at følge Komiteens Forslag; men han tilføjede rigtignok: „Det næste betydelige Skridt i samme Retning maa da nødvendig- vis bestaa deri, at Lavsvæsenet ophæves, og Næringsfrihed indføres“. Det blev ogsaa ham, der væsentlig kom til at medvirke herved, idet han senere affattede Næringsloven, og ham havde Haandværkerforeningen valgt til en af Dom- merne over Besvarelsen af de indkomne Forsvarsskrifter for Lavsvæsenet! Midt under den Bevægelse, som Lavskommissionens Betænkning havde fremkaldt, indtraf der en Episode, som yderligere bidrog til at ophidse de Modstandere af Lavs- væsenets Reform, der havde samlet sig i Haandværker-