Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn 1840-90
EN HISTORISK FREMSTILLING
Forfatter: Adolf Bauer
År: 1890
Forlag: Haandværkerforeningen
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 188
UDK: 338.6(489) Haan Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000071
Emne: UDGIVET AF FORENINGEN I ANLEDNING AF DENS HALVTREDSAARIGE JUBILÆUM
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
66
erringen i et Anliggende, der ikke vedrørte den“, det kaldtes
for „et upraktisk og ubeføjet Andragende“, og der sagdes
endvidere om det, at det „røbede et totalt Ubekjendtskab
til den bestaaende Tilstand“. Man nøjedes imidlertid ikke
med paa denne Maade at give Ondt af sig. Justitsministeriet
fik Underretning om, at det kunde vente en Modforestilling
fra Haandværkerforeningen, dennes Bestyrelse udarbejdede
en saadan, og i et Møde den 3dje Maj 1848, til hvilket man
ikke blot tog Oldermændene med, men ogsaa Oldgesellerne,
forelagdes Modforestillingen. Hovedargumentet i denne var.
at Hjælp af beslægtede Haandteringers Arbejdere jævnlig-
fandt Sted, naar Nødvendigheden bød det, og at forskjellige
Domme endog havde hævdet Berettigelsen heraf, saa at.
den Tilladelse, hvorom Industriforeningen androg, i Virkelig-
heden var en alt længe bestaaende faktisk Tilstand. Og
Beretningen herom tilføjer derpaa: „Da saaledes Industri-
foreningens Andragende er ligesaa ubeføjet som overflødigt,
billigede Forsamlingen den oplæste Modforestilling i Et og
Alt og meddelte skriftlig sin Bemyndigelse til Haand-
værkerforeningens Bestyrelse om at indsende samme til
vedkommende Ministerium paa samtlige Lavs og Svende-
broderskabers Vegne.“
Man mærker af Tonen, som gaar gjennem Haandværker-
foreningens Udtalelser, i hvor høj Grad denne følte sig irri-
teret over Industriforeningens Optræden. .Det er senere
blevet indrømmet af Mænd, som da tog levende Del i Be-
givenhederne og forfægtede Haandværkerforéningens Stand-
punkt, som f. Ex. Lasenius Kramp, at man „vel længe holdt
Tidens Luftning ude og isolerede sig fra Omverdenen“, lige-
som han ogsaa flere Aar efter indrømmede, at den Ansku-