Strejftog i Verdens-Kunstudstilling i Wien 1873

52 Fransk Billedhuggerkunst. har en velgjørende Følelse af, at Manden har en god og ganske bestemt Mening med, hvad han gjør; den ro- lige og dog spændte Villiekraft, som udtaler sig i den sammenpressede Mine, gaar ogsaa gjennem hele Figuren: Den venstre bøjede Fodspids er stemmet imod Gulvet, den højre Fod er kastet bagom den venstre; Hænderne holde saa sikkert og saa kløgtig paa Instrumentet og paa det lille Offer. Kostumet er naturligvis Tidens: lille Piske- paryk, vid, løsthængende Frakke med stor, ombojet Krave, Knæbenklæder, Strømper og Sko; det er en hyggelig, men ikke videre soigneret Dragt: Manden er jo hjemme hos sig selv, i sit eget Studereværelse eller Sovekammer. Dette Arbejde tiltvinger sig og fængsler Beskuerens Op- mærksomhed i Kraft af den aarvaagne, skarpe, man kunde sige: spidsfindige Opmærksomhed, hvormed det fra Kunstnerens Side er set og skabt. Bevægelsen i Hæn- derne, Fingrenes Stilling og hundrede andre Træk ere med det fineste Blik aflurede Naturen; Fejl er der sik- kert ogsaa, især i Barnefiguren. Man tænke sig nu en saadan Figur stillet ind iblandt Thorvaldsens monumen- tale Portrætter, hvis Opgaver i og for sig ere af samme Art som dens! Hvilket Indtryk vilde den gjore? Den vilde være uskjon og vulgær. Man vilde føle en ringere og en mindre synipathetisk Kunstnerindividualitet. Man vilde føle Savnet af store, sammenholdte Linier og Flader, af en fast plastisk-arkitektonisk Kjærne i dens Masse. Men den vilde, aandelig talt, tage Lyset noget fra Thorvaldsens Skikkelser, paatrænge sig Beskueren mere; og hine større Figurer vilde trække sig fornemt tilbage og overlade den Valpladsen. Skal Kunsten ikke igjennem denne Gyde? Det kunde være værd at over-