Det Kongelige Blindeinstituts Historie
Samt Meddelelser Om Blindesagens Begyndelse Og Dens Udvikling I Danmark

240 fordi Lægen erklærede ham for seende, men at lian har maattet vende tilbage til Instituttet, fordi Synet atter forværredes eller ikke var tilstrækkeligt under mindre gunstige ydre Forhold. Hvad Aandsevnerne angaar, da har man stedse søgt at strække sig saa vidt som muligt. Da der nemlig ikke endnu findes nogen Anstalt eller særlig Afdeling for aandssvage og svagtbegavede Blinde, har man, naar saadanne Børn ikke kunne blive i Instituttet, ingen anden Udvej, end at lade dem afhente til Hjemmet eller søge dem overførte til en Aandssvageanstalt, hvor jo imidlertid Alt er beregnet paa Synet. For saadanne blinde Børn er det derfor en Lykke, naar de kunne finde en Plads i selve Blindeinstituttet, og der er af den Grund dér indrettet en Særklasse for dem. Derved er opnaaet, at kun de Laveststaaende og navnlig Epileptikere behøve at bortsendes. Der er i det Foregaaende talt om tunghøre og døve blinde Børn og deres Anbringelse. Jeg skal her blot anføre et særligt Tilfælde, idet en fuldstændig blind Pige, hvis Øren vare hikkede for enhver Lyd, er bleven undervist i Instituttet ved Hjælp af Rhodes’ Audifon, som netop den Gang, da hun optoges, var bleven opfunden i Amerika, og ved Hjælp af hvilken hun igennem Tænderne erhvervede sig gode Skolekundskaber og blev sat i Stand til at følge en Oplæsning, høre en Prædiken og glæde sig ved Musik*). Hvad Betalingen for et Barns Ophold i Instituttet an-gaar, da har man altid stillet sig meget humant, idet man aldrig kræver en højere Betaling, end Vedkommende uden Vanskelighed kan udrede; Ministeriet har derfor ogsaa været meget villigt til i fornødent Fald at nedsætte det oprindelig vedtagne Elevkontingent. Fattigvæsenet kommer kun til at *) Hun har ved Afgangen fra Instituttet fundet Optagelse i Kjædens Forsorgelsesanstalt. (Hun sees paa Interiøret derfra.)