Det Kongelige Blindeinstituts Historie
Samt Meddelelser Om Blindesagens Begyndelse Og Dens Udvikling I Danmark

fe føres til dem, og flere af Blindeinstituttets Elever ved Afgangen ere bievne optagne paa Ebberødgaard Aandssvage-anstalts Asyl-Afdeling. Optagelsen af blinde Aandssvage i en almindelig Aands-svageanstalt er ikke nogen heldig Foranstaltning, da Undervisningen i en saadan væsentlig er beregnet paa Anvendelsen af Synet, og bør derfor kun betragtes som en Nødhjælp, man har inaattet gribe fil, indtil der kunde træffes mere hensigtsmæssige Foranstaltninger. Da det endnu ikke har villet lykkes at faa indrettet en særlig Afdeling for svagt-begavede og aandssvage, blinde Børn i Forbindelse med Blindeinstituttets Forskole, har man alt i en Række af Aar maattet hjælpe sig med at indrette en Særklasse for saa-danne Børn paa Blindeinstituttet. Blinde Børn, der lide af Epilepsi, søges saa vidt muligt anbragte paa et af de bestaaende Epileptikerhjem for deres Kommuners Regning. I nogle Tilfælde ere Elever i Blindeinstituttet, der stammede, ved velvillig Imødekommen fra Pastor Heibergs og Kursusbestyrer Oskar Møllers Side bievne underviste paa et af de paa „Statens Institut for Talelidende“ afholdte Kursus, idet der fra Blindeinstituttets Side ved Frk. Hoffmanns Hjælp er bleven sørget for de til Blindes Vejledning fornødne, i Punktskrift affattede, særlige Hjælpemidler. Ogsaa til „Samfundet, som antager sig Vanføre og Lemlæstede“, særlig til Forstanderinde Frk. Johanne Petersen og Klinikbestyrerinde Frk. Th. Fiedler, har Instituttet jævnlig havt Anledning til at henvende sig, baade for at drage Nytte af Hjælpemidler, som benyttes i Samfundets-Haandgerningsskole, og for at erholde Bandager og Bandage-støvler m. m. For nærværende Tid er der ikke mindre end 11, som paa denne Maade drage Nytte af Samfundets Klinik.