ForsideBøgerDet Kongelige Blindeinsti…Dens Udvikling I Danmark

Det Kongelige Blindeinstituts Historie
Samt Meddelelser Om Blindesagens Begyndelse Og Dens Udvikling I Danmark

Forfatter: Johannes Moldenhawer

År: 1905

Forlag: Holger Meyers Bogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 308

UDK: 3624 IB

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 328 Forrige Næste
16 I Sveits, Pestalozzis og Fellenbergs Fædreland, havde man ligeledes havt Opmærksomheden henvendt paa de Blinde, og i 1809 oprettede det i Zürich bestaaende saa-kaldte „Hülfsgesellschaft“ paa Forslag af sin Formand, Lægen Dr. J. C. Hirzél, en Opdragelsesanstalt for Blinde, der tillige skulde tjene til Læreanstalt for voxne unge Blinde. Optagelsesalderen blev derfor sat til fra 10 til 30 Aar. Senere forsøgte man at gjøre Blindeinstituttet i Zürich til et National-Institut for Sveits. Da dette mislykkedes, besluttede man til Blindeinstituttet at knytte et Døvstummeinstitut, og Indrettelsen af denne Dobbeltanstalt skriver sig fra Aaret 1826.' Ellers have stedse Døvstummeafdelingerne været de oprindelige; her var nu det Omvendte Tilfældet. I Almindelighed have de to saa forskellige Klasser af Børn været indbyrdes adskilte; her var dette ikke Tilfældet, uden for saa vidt de, om end af de samme Lærere (ligesom i det svenske Manilla-Institut), undervistes i særskilte Timer. I Kleins „Geschichte des Blinden-Unterrichtes“ hedder det heroin: „I Begyndelsen vare de Blinde og de Døvstumme, naar de mødtes, gensidig tilbageholdne og undseelige. De Blinde følte et Slags Skyhed overfor de Døvstumme, idet de, paa Grund af Mangelen paa Tale, ansaae dem for Væsener af en lavere Art; derimod betragtede de Døvstumme den Blinde som en hjælpeløs Skabning, spottede og drillede ham vel endog. Men senere kom de hinanden nærmere, de Blinde betroede sig til de Døvstumme som deres Førere, og disse lagde rørt Agtelse for Dagen for de Blindes Duelighed og vare dem med al Opmærksomhed behjælpelige ved deres Arbejder. Meddelelsen mellem de to Arter af Elever skeer ved Hjælp af mundtlig Tale. Den Døvstumme taler langsomt, den Blinde svarer paa samme Maade, og den Døv-stumme forstaar Svaret ved Taleorganernes Bevægelse d. v. s. ved at aflæse fra Munden, — idet den gode Hørelse hjælper den Blinde, det skarpe Øje den Døvstumme, saa at efter et kort Samvær den gensidige Meddelelse og Underholdning gaar for sig med Lethed“.