Det Kongelige Blindeinstituts Historie
Samt Meddelelser Om Blindesagens Begyndelse Og Dens Udvikling I Danmark
Forfatter: Johannes Moldenhawer
År: 1905
Forlag: Holger Meyers Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 308
UDK: 3624 IB
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
39
Kommissionsbetænkningen, der fremtræder som „Forslag til pm Reorganisation af Blindeinstituttet i Kjøben-havn“, er henvendt til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet og til Bestyrelsen for Blindeinstituttet.
Efter en kort Omtale af Blindesagens tidligste Udvikling i Udlandet kommer Betænkningen ind paa det danske Instituts særlige Forhold til de senere Fremskridt, navnlig i Retning af at lære et Haandværk. „Ligesom de seende Børn“, hedder det, „naar de forlade Skolen, endnu langt fra ere istand til at fyldestgjøre nogen af de for Menneskene almindelige Livsopgaver, men maa gennemgaa en Række af Lærlingeaar, inden de komme saa vidt, at de kunne træde op som virksomme Medlemmer af Samfundet, forsørge sig selv og forsørge en Familie, saaledes ere de blinde Børn i det Øieblik, da de forlade vort Blindeinstitut, aldeles hjælpeløse Mennesker; deres Aand har faaet en vis Udvikling, men hermed kunne de ikke hjælpe sig gennem Livet; de have ogsaa deres Lærlinge-Aar, men i disse er der Ingen, som tager sig af dem. Dette er saameget uheldigere, som del er i disse, at den Blinde trænger mest til særegen Undervisning og Veiledning“.............................. „Eleverne have lært at strikke og spinde, og nogle af dem have lært saamegen Musik, at de derved have opnaaet en respektabel Stilling i Samfundet; men det, som herved har været udrettet, er langt fra tilstrækkeligt; Strikning og Spin-ding ere navnlig noget nær de allerufordelagtigste Beskæftigelser, og det er sikkert kim Faa, som herved ere i Stand til at erhverve sig det Nødvendige, selv naar de have alle deres Sansers Brug, og hvad Musikken angaar. da er det kun ganske Enkelte, der heri have bragt det saa vidt, at de have kunnet skaffe sig en anstændig Stilling; for de Fleste, som have lært den, er den kun bleven et Hjælpemiddel til Betleri eller en Fristelse til Laster. Saafrenit det altsaa maa anerkendes at være en Hovedopgave for et Blindeinstitut at frelse Eleverne fra den Skæbne, at gaa fra Instituttet lige over i Stiftelser for Fattiglemmer, da kan det ikke vise den