Det Kongelige Blindeinstituts Historie
Samt Meddelelser Om Blindesagens Begyndelse Og Dens Udvikling I Danmark

81 Kantaten, som blev sungen efter Talen, lød saaledes: Solosang : Mildt i Naade ned til os Du se, Ned til os, der her i Mørket famle! I Dit Navn skal al vor Gerning ske, Derfor med Fortrøstning vi os samle, Takke Dig for hver en Dag, der svandt, For hver Blomst, som paa vor Vej vi fandt. Kor: Ja Glæder blomstre paa vor Vej! Den Tankeløse seer dem ej, Og koldt fra os sig vender; Han aner ej, hvor meget Smukt Vi gribe paa vor Tankes Flugt; Han aner ej den Stjerneskat, Der straaler i den Blindes Nat! I Poesiens Urtegaard Saa mangen herlig Vinstok staar, Der styrker og forfrisker; Vi kvæges af dens ædle Vin, Og mangen Perle, klar og fin, Der gemmes dybt paa Bæg’rets Bund, Gjør Sjælen dobbelt stærk og sund. I Tonerne der bor en Magt, En hemmelig, der staar i Pagt, I hellig Pagt med Himlen. Ved dem slaar Hjertet let og frit, De løfte os fra Jorden tidt, Og i hver Klang, der Hjertet naar, Er Balsam for dets skjulte Saar! Ja selv fra Livets travle Færd — Saa fjern fra os og dog saa nær — Naa Toner til vort Øre. Alt, hvad der tegner godt og smukt Og siden glæder med sin Frugt, Det naar til os — det Andet, nej! Det Hæslige, det se vi ej! G