Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

116 end sine Egne, saa kunde man nok komme ud af det, men at det er dem, der ere vandrede ind fra andre Communer, der forøge Udgiften, og at det derfor vilde være ønskeligt at faae den Tid, der behøves til at erhverve Forsørgelsesret, forlænget, for at det kunde gjeres vanskeligere at vinde Forsørgelsesret paa et andet Sted end Fødestedet. Spørgsmaalet herom har været paa Bane i 1863 paa Dommermødet i Aarhuus, og det blev der vedtaget af alle de Tilstedeværende paa Een nær, at man skulde stræbe efter at faae Tiden forlænget. Deri var fremsat Forslag om dens For- længelse til 7, 10 eller 15 Aar. Man udtalte sig imidlertid, saa- vidt Taleren vidste, ikke for noget bestemt Aaremaal, men ind- skrænkede sig til at erklære, at man fandt det ønskeligt, at en Forlængelse af Tiden indtraadte. Den Bestræbelse, der ved denne Leilighed lagde sig for Dagen, og som hviler paa en Anskuelse, der har fundet Indgang mange Steder, traadte ikke der første Gang frem, men var kun en Gjentagelse af, hvad der tidligere var skeet. Det var navnlig lignende Bestræbelser, der fremkaldte Bestemmelsen af 1839, der fastsatte 5 Aars Terminen. Tidligere, da Fattigvæsenet var organiseret efter Reglementerne af 1799 og 1803, gjaldt nemlig en Termin af 3 Aar; i Viborg Stænderfor- samling i 1838 fremkom der Forslag om 5, 7, 10, 15 Aar, og man vedtog da 5 Aars Terminen; det Samme skete i Roeskilde Stæn- derforsamling og Regjeringen tiltraadte dette Forslag, dog med nogen Modstand, idet Commissarius bemærkede, at han ansaae det for tvivlsomt, om det ikke vilde være bedst at blive staaende ved de 3 Aar. Taleren tvivlede ogsaa om, hvorvidt det var rigtigt, hvad der skete, da Tiden blev forlænget, og han ansaae det ube- tinget for urigtigt at forlænge den Tid, som nu er gjældende. Vilde Man, for at tage et Middeltal, tænke sig Terminen forlænget til 10 Aar, saa vilde det i de fleste Tilfælde blive Fødestedet, som da kom til at holde for. Naar nemlig en Familieforsørger har ernæret sig i 10 Aar uden Fattighjælp i sin Opholdscommune, saa er Faren ikke stor for, at han skal komme til at søge Hjælp, men i Reglen vil hans Trang indtræde, forinden han har opholdt sig i 10 Aar paa samme Sted, og det bliver da Fødestedet, det gaaer ud over. Dette var ubilligt, og det havde interesseret Taleren meget at see, at Conferentsraad Sibbern havde udtalt sig i samme Retning, som han nys havde gjort, idet han nemlig i en Artikel i Flyveposten foreslaaer: