Beretning Om Forhandlingerne Paa Det I Kjøbenhavn den 24de og 25de October 1865 Afholdte Møde til Discussion af Spørgsmaal Vedkommende de fattige Samfundsklassers Vel

86 Stochholm til at fungere som Dirigent, medens han selv indledede Spørgsmaalet. Kammerherre Rosenørn. Jeg har et saa tydeligt Indtryk af, at Forsamlingen er lidt træt, at jeg maa beklage, at jeg som Dirigent har sat Spørgsmaalet under Forhandling, Jeg skal imid- lertid, af hvad jeg har erfaret, tage Anledning til at behandle det saa kort, som jeg paa nogen Maade formaaer. Jeg er saameget mere glad ved at kunne gjøre det, som jeg her taler uforberedt. Som spørgsmaalet er fremstillet under d er det egentlig et dobbelt Spørgsmaal. Det ene Spørgsmaal er dette: Har Fattigbestyrelsen efter den danske Lovgivning den Myndighed, som er nødvendig for at Arbeidsanstalter kunne gjøre den tilsigtede Nytte, og det andet Spørgsmaal er, om Fattigbestyrelsen, uden Hensyn til, om den har Arbeidsanstalter under sin Administration eller ikke, har den for- nødne Myndighed overfor den forsømmelige Familiefader, der unddrager sig Forsørgelsen af Hustru og Børn. Hvad dette sidste Spørgsmaal angaaer, troer jeg, at forsaavidt der er Tale om, at en Mand forlader sin Familie, gaaer bort fra den, tager andetsteds hen og lader Hustru og Børn leve i Trang, saa har Øvrigheden, altsaa ogsaa Fattigbestyrelsen, naar den gjør Øvrigheden opmærk- som derpaa, det i sin Magt at tvinge Familiefaderen til at give Bidrag til Hustru og Børn, og i modsat Fald at lade ham afsone dette. Naar han derimod ikke forlader sin Familie, men, medens han lever sammen med Familien, gaaer hen og fortærer sin Fortjeneste paa Værtshuus og paa anden upassende Maade og lader Kone og Børn leve hjemme i Fattigdom, da har man intet Middel til at tvinge ham, og, selv om man kan forlange Penge hos ham, har det naturligviis Intet at sige, naar man ikke tillige har Myndighed til i Mangel af Betaling at lade ham afsone, hvilket man ikke har. Dette med Hensyn til det ene Spørgsmaal, hvor jeg erkjender, at der er flere Punçter, man kunde ønske at berøre, men som jeg ikke i dette Øieblik skal komme nærmere ind paa. Hvad nu angaaer Fattigbestyrelsernes Myndighed med Hensyn til Arbeids- anstalterne og navnlig det Spørgsmaal, om de have tilstrækkelig Myndighed, for at Anstalterne kunne gjøre den Nytte, man til- sigter, da kommer det naturligviis an paa Formaalet; men skulde jeg udtrykke mig noget mere omfattende, kan jeg ikke vælge nogen bedre Vei end at henvise til det Reglement, som Herr Garde har