Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

118 Fig. 74. damper, og der udskilles Ilt og Brint, saaledes at Ilten samler sig ved Platinspidsen. Da denne omgives af et Damplag, afbrydes Strømmen. Paa Grund af Strømkredsens Selvinduktion induceres imidlertid i Afbrydningsøjeblikket en saa stor Spænding, at Damplaget gennembrydes og slynges ud i Væd-sken, hvor Dampen fortættes, og Ilten stiger til Vejrs. Saasnart Vædsken kommer i Berøring med Platinspidsen, sluttes Strømmen, afbrydes atter o. s. fr. Ved Hjælp af en Indstillingsskrue i Porcellænsrøret kan Platinspidsen forskydes i Røret, saa at Spidsen er mere eller mindre udenfor Røret, og herved kan Afbrydningstallet varieres. Det angives at være fra ca. 500—2000 pr. Sekund. Afbryderen arbejder bedst med en Spænding af 40—80 Volt. Efter nogen Tids Brug kan den blive saa varm, at Afbrydningerne blive uregelmæssige, idet den udviklede Damp ikke kan fortættes tilstrækkelig hurtigt. Da Energiforbruget og Afbrydningstallet er meget stort, anvendes Wehnelt’s Afbryder sjældnere ved Radiotelegrafering. Naar den benyttes i Skibe, bliver den ophængt i cardansk Balance (Fig. 74). b. Hammerafbryderen. Den saakaldte Neef’ske Hammerafbryder benyttes kun, hvor der er Tale om mindre Energimængder (f. Eks. ved Torpedobaadsstationer og smaa, transportable Militærstationer). For Enden af Induktorens Jernkærne S (Fig. 75,2) findes et Jernanker A, fastgjort paa en Staal-fjeder F. I sin Hvilestilling ligger Fjedren an mod en Kontaktskrue K, der staar i Forbindelse med Batte riet B og Afsendenøglen N. Naar denne nedtrykkes, bliver Jernkærnen magnetisk, tiltrækker Ankeret A, Strømmen brydes,