Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

324 medføre Rumfangsændringer i de Luftarter, som findes i Buen, og paa denne Maade fremkommer Lyden. Duddell har benyttet en noget anden Kobling (1900) (Fig. 208,2). Selvinduktionsspolen i en Duddell’s Svingningskreds (se iøvrigt § 13, Side 27) benyttedes som Primærspole i en Transformator Tr, hvis Sekundærspole var forbundet med en Mikrofon M og et Batteri B. For at udelukke Mikrofonsvingningerne fra Lysbuens Strømkreds, anbragtes Dæmpespoler dr — d2. De ved Mikrofon-Svingningerne fremkaldte Temperaturforandringer i Lampens Lysbue medføre ogsaa tilsvarende smaa Forandringer i Lampens Lysudstraaling. Naar Lampen derfor anbringes i Brændpunktet af et Parabolspejl, kan dette benyttes som Afsender, medens et andet Spejl med Seléncelle og Telefon — som ovenfor — kan anvendes til Modtager (Fig. 208,3). Bell var egentlig den første, der benyttede den talende Buelampe som Afsender (1899), men hans Modtager var den ovenfor omtalte Glasbeholder, og han opnaaede derfor kun en Taleafstand af 120 m. I 1901 foretog Simon nogle Forsøg i Nürnberg med talende Buelamper og Selénceller i Schuckert’ske Projektører. Der opnaaedes en Afstand af ca. 1200 m. Senere opnaaedes ca. 2,5 km. Ruhmer forbedrede Seléncellernes Følsomhed betydeligt og afholdt en Del Forsøg paa Wannsee ved Berlin. Talen overførtes i en Afstand af ca. 7 km. Ved Afsenderen benyttedes en 35 cm Projektør og ved Modtageren et 50 cm Parabolspejl. Senere Forsøg gave en Afstand af ca. 15 km. Det fremgik af Forsøgene, at de større Schlickert’ske Projektører egnede sig udmærket til denne Art Telefoni. Lampens Strømstyrke skal være lille, højst 10 Ampere, for at Mikrofon-Svingningerne kunne gøre sig gældende. Atmosfærens Tæthed spiller selvfølgelig en stor Rolle. Lystelefoni har været anvendt mellem Krigsskibe og kan i visse Tilfælde benyttes med Fordel, men alene paa Grund