Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

43 rindeiige Kraftlinietal i denne Spole. Man ser heraf, at Tilbagevirkningen er yderst ringe, medens der i Sekundærkredsen dog er en Paavirkning, som svarer til 10 °/0 af Svingningsamplituderne i den første Spole. Det er umiddelbart indlysende, at det frembragte Kraftlinietal i hver af Spolerne er afhængigt af disses Selvinduktionskoefficienter og L2, og at Virkningen mellem Spolerne tillige afhænger af den gensidige Induktionskoefficient M (se § 7 og 8). Virkningen bestemmes ved den saakaldte Koblingskoefficient. Er det to Kondensatorkredse, der ere sammenkoblede, er Koblingskoefficienten udtrykt ved: K = —. y Li • L2 Saafremt kun faa af Kraftlinierne fra Primærsystemet gaa gennem Sekundærsystemet og omvendt, har K en ringe Værdi, og man siger, at Koblingen er løs. Omvendt dersom alle Kraftlinierne fra det ene System gaa gennem det andet, da bliver K nærlig 1, og Koblingen kaldes fast. Tilbagevirkningen fra Sekundærkredsen er dog ikke i alle Tilfælde givet ved Koblingskoefficienten, men afhænger tillige af Sekundærkredsens Modstand. Er denne meget stor, opnaar Strømstyrken kun en ringe Værdi — og dermed Tilbagevirkningen —, selv om Koblingen er fast. I Eksemplet med Pendulerne var det forudsat, at de have samme Svingningstid, naar de svinge alene og uden ydre Paavirkning. Hvis de derimod paavirkes enten med eller mod deres Svingning, ville de faa en henholdsvis større eller mindre Svingningstid end den normale, og dette er netop Tilfældet, naar de begge hænge paa samme Snor. Da meddeler det ene Pendul Energi til det andet, medens det selv mister en tilsvarende Energimængde. De to Penduler have derfor ikke længere samme Svingningstid, men hver sin, en større og en mindre end den normale. Paa lignende Maade gaar det med de to sammenkoblede, elektriske Kredsløb. Har hvert System før Koblingen en