Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

67 23. Resonanskurver. Antages, at en udæmpet Svingning — med Vekseltallet nx — virker paa en Svingningskreds — med Vekseltallet n2 —, fremkaldes, som tidligere vist, en tvungen Svingning, hvis effektive Strøm- og Spændings-amplituder (o: de maksimale Udslag f. Eks. paa et Varm-traadsinstrument) afhænge af de to Vekseltal og af Dæmpningen. Hvorledes disse Amplituder forandre sig, naar Vekseltallet n2 forandres, medens den ydre EMK’s Vekseltal bibeholdes konstant, kan bedst sés af en Kurve. Forholdene ere forskellige, eftersom Vekseltallet n2 forandres ved at variere Kapaciteten ved konstant Selvinduktion eller omvendt. Den første Maade har den Fordel, at Dæmpningen da er uforandret, og den anvendes derfor her. De forskellige Vekseltal n2 afsættes som Abscisser og de tilsvarende Amplituder, som aflæses paa Instrumentet, I og E, som Ordinater. Fig. 34,1—2 vise Kurverne, der have det tilfælles, at de begge have et Maksimum, naar n2 = n1 d. v. s. naar den ydre EMK’s Vekseltal falder sammen med Egensvingningens Vekseltal. Saalænge Vekseltal lene ere forskellige, ere Amplituderne kun ringe; jo nærmere man kommer Resonanstilfældet, desto hurtigere stiger Amplituden. Saadanne Kurver benævnes Resonanskurver. For at kunne sammenligne Kurver fra forskellige Svingningskredse benyttes ofte en anden Konstruktion, idet man ikke vælger n2 til Abscisse, men Forholdet mellem de to Vekseltal n2/n1. Ved Resonans er dette Forhold altsaa 1. 5*