Lærebog I Radiotelegrafi Og Radiotelefoni

69 verne sés, at jo større Dæmpning, desto mindre stiger Kurven i Resonanspunktet. Tegnes begge Kurver til samme Højde i Resonanspunktet,, faar man den punkterede Kurve i Stedet for den svagt optrukne. Denne (punkterede) Kurve er fladere ved Resonans-punktet end den kraftigt optrukne Kurve. I Almindelighed gælder derfor: Have to Svingningskredse forskellig Dæmpning, er Resonanskurven for den Svingningskreds, der har det største Dekrement, fladere ved Resonanspunktet end ved den Kreds, der har det mindre Dekrement — forudsat, at Ordinaterne i Resonanspunktet ere lige store. Det System, hvis Resonanskurve falder hurtigt fra Resonanspunktet, siges at være i skarp Resonans med den ydre EMK. Af Kurvens Krumning foroven vil man altid kunne danne sig et Begreb om Afstemningens Godhed. Saafremt Dæmpningen er stor, faa Kurverne et noget andet Forløb, saaledes som f. Eks. vist i Fig. 36, a—b, der svarer til Svingningskredse, hvis Dæmpning er d = O,s og d = 0,2. Man ser, at den større Dæmpning bevirker, at Resonanspunktet for Spændings- og Strømamplitude bliver forskelligt, og at Amplituden ikke falder sammen med det Punkt, hvor Vekseltallene ere ens. Naar en aaben og en lukket Svingningskreds kobles sammen, kan man paa lignende Maade som ovenfor fremstille Resonanskurver. Som Abscisser kan benyttes Forholdet n2/np, det er dog heldigere at bruge Forholdet n2/nr, hvor nr betyder det Vekseltal, hvorved der er Resonans, o: Maksimalvirkning i Sekundærsystemet. Hvis man til at maale Virkningen i Sekundærsystemet, anvender et Varmtraadsamperemeter — hvad der er almindeligst —, hvis Udslag er proportionalt med Kvadratet paa den effektive Strømstyrke, kan Instrumentets Udslag benyttes som Ordinater, og man faar da en Resonanskurve for Strømstyrke. Benyttes derimod et Elektrometer til at maale Spændingen mellem to Punkter i Sekundærkredsen, ere Udslagene propor-