Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

112 II. Husflid. Tørv som Brændsel, behøvedes disse Svovlstikker ikke. Der dækkede man omhyggelig Gløderne om Aftenen med Aske og havde da Ild næste Morgen. Forud for Slagtetiden gik Syltetiden. Der maatte ikke bruges for meget Sukker. Det var en Kunst at udnytte baade Bærfrugten og Træfrugten saaledes, at den kom Husholdningen til gode, uden at der skulde gjøres for stort Indkjøb af Kolonial- varer. En Del af Frugten kunde tørres (Æbler og Pærer efter at være skrællede og iluskaarne) og da gjøre samme Nytte i Grynsuppen som Rosiner og Svesker. Fynboerne, der havde Ord paa sig for det gode Marts-Øl, de bryggede, og for deres »gamle 01«, kunde ogsaa lave Æblemost. Ribs- vin og Stikkelsbærvin tilvirkedes i mange Huse. Mange Steder brændte man sil Brændevin selv. Især før 1840 vare Smugbrænderierne al- mindelige. Biavlen spillede en stor Rolle. Men det var kun Kubestader, man havde, saa Bierne maatte lade Livet, naar man skulde have den søde Hon- ning. Naar den blev høstet, da vankede der »ægte Honningkage«: Biværket med Honningen i. Men det var kun den Dag. Naar Honningen var løbet ud af Kagerne, saa var Resten Vox, der kunde gjøres i Penge. En Del af Honningen blev brugt til Brygning af Mjød. Særlig mærkelige vare de mange Arbejder, der skulde udføres med Hørren, inden den kunde spindes paa Rokken. Først skal den »ruskes«, rykkes op af Jorden; saa skai Hovederne med Frøet skilles fra Straaet. Derefter kommer »Rød- ningen«, som bestaar i, at Hørstraaet lægges i Vand; del maa ikke være haardt Vand, og der