Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

Forfatter: Ludvig Schrøder

År: 1897

Serie: Anden Række.

Forlag: G. E. C. Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 312

UDK: 338(489)Sch gl.

Med 58 Figurer, 2 Kort i Texten og 1 stentrykt Kort.

Ved Udvalget for Folkeoplysnings Fremme.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 330 Forrige Næste
6 I. Saltvandsfiskeriet og Fiskerne. lagte runde Stene, der bar Spor af at have været glødede; »fra disse Stenflader udgik til Siderne Striber af Kul og Aske, ret som om de havde været smaa Arnesteder«. Hvad Udvalget havde sluttet af Undersøgelserne ved Havelse Mølle og ved »Bilidt«, bekræftedes ved de Iagttagelser, et af dets Medlemmer, Worsaae, i Sommeren 1850 havde foretaget i en Østersbanke ved Meilgaard imellem Randers og Grenaa. Denne Banke er af anseligt Omfang, men hvælver sig kun ganske svagt og falder jævnt af til alle Sider. Den ligger nord for Gaarden, midt imellem denne og Stranden, henved en Fjerdingvej fra den nuværende Strand- bred, omgivet af en Skov, »Aigt« eller >Agt Skov«. Midt i Banken har Østerslaget en Tykkelse af 9 Fod. Blandt Østersskallerne fandt Worsaae Skaller af Hjærtemuslinger, Blaamuslinger og Strandsnegle, men ikke nær i saa stor en Mængde som Østers- skallerne. I øvrigt svarede Forholdene i Meilgaard- dyngen ganske til dem ved Issefjorden. De til Krabbesholm-Fundet hørende Oldsager vare ogsaa paa ny undersøgte, og hvad de kunde oplyse, pas- sede til det, der var kommen frem ved Issefjorden og ved Meilgaard. Det kunde ved disse Undersøgelser anses for at være fastslaaet, at Skaldyngerne lige saa vel vare historiske Mindesmærker som Stendys- serne og Gravhøjene, og at Landets Beboere i den fjærne Tid, da de vare dannede, havde levet i Samfund i Nærheden af Kysterne og fortrinsvis ved Fjordene og Vigene. Videre maatte det anses for bevist, at disse, der hørte til vort Lands ældste Indbyggere, i det mindste