Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

226 V. Smedde, Jærnstøbere og Maskinfabrikanter. Kobber og Bronce var i det hele det almindelig brugte Metal, Jærnet en Sjældenhed og derfor dobbelt værdifuldt. Plutark har fortalt om Lykurg, at han ind- førte Jærnmønt i Sparta for at fremme Tarvelighed: »Jærnmønten kunde de ikke bruge i Handel med andre Hellenere; den havde ingen Værd; man lo kun ad den«. Men han har derhos bemærket, at Lykurg for at berøve det til Mønterne brugte Jærn dets Haardhed og Brugbarhed til Nyttegjenstande lod det gløde og dyppe i Eddike, hvorved det blev skjørt og vanskeligt at bearbejde. Man tør da nok drage den Slutning, at Jærnet paa Lykurgs Tid ligesom paa den af Homer skildrede Tid tillagdes betydelig Værdi; en Jærnmønt kunde ogsaa være værdifuld; det var kun ved paa den angivne Maade at miste sin Brugsværdi, at den ogsaa mistede sin Betydning som Byttemiddel. Senere blev Jærnet almindelig brugt af Helle- nerne og ligesaa af Romerne. Begge disse Folk have prist det pontiske Jærn eller Jærnet fra Sorte- havskysten. Der blev ogsaa hentet Jærn fra Elba, fra Spanien og fra Steiermark (Romernes Noricum). At Tyskerne tidlig have faaet Jærnet i .Brug, slutter man af, at det gamle tyske Ord ^gedigan« baade betyder »Degen«, d. e. Sværd, og »gediegen«, d. e. ægte. Al Roms Naboer og Fjender i øvrigt ikke alle havde lært at udvinde Jærnet, er der flere Vidnes- byrd om. Paa Cæsars Tid opvejede Britterne Jærn med Guld. Ved en Plyndring af Rom i Folke- vandringens Dage bleve Jærnaiikrene2 tagne ud at Kolossæum og bortførte som et værdifuldt Bytte. Dermed kan sammenlignes, hvad Cook oplevede