Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

18 I. Saltvandsfiskeriet og Fiskerne. Arendt Berndtsen kalder Limfjorden den for- nemste og fiskerigeste Fjord i hele Danmark. Særlig fremhæver han »det overflødig Sildefiskende«, som »endnu gemenligen saa rundeligen vanker, at dermed fast ej alene det ganske Land for en billig Værd bespises, men endog mange Skibsladninger til andre Lande forhandles«. Et stærkt Vidnesbyrd om Vigtigheden af Silde- fiskeriet i Limfjorden haves i de mange kongelige Forordninger, det har fremkaldt. Kristian 2. har forbudt at bruge saa smaa Masker i Garnene, at ganske smaa Sild, der ikke kunde blive en Han- delsvare, fangedes deri. Ligeledes har han forbudt at salte Sild andensteds end i Aalborg og Lysterød (Løgstør)*). For at Handelen paa Danzig, Riga og Rusland ikke skulde ødelægges, skulde der i Aal- borg og andre Fiskerlejer ved Limfjorden, hvorfra der udførtes Sild, ansættes Folk til at forsyne de Sildetønder, der skulde sælges, med et Mærke, der angav den retle Størrelse og Indhold. Kristian 3. paabød, at der paa Raadhusene i Limfjords-Kjøb- stæderne skulde hænge en »Skeide«, hvorefter alle Garn skulde bindes; de Garn, der havde mindre Masker end dette Skeide, maatte ikke bruges**). I Slutningen af det 17. Aarhundrede, da den dyrkede Jord blev skyldsat, paabødes det alle om- kring Limfjorden bosatte Folk at angive deres »Fiskestader«; af hvert saadant skulde ef'terdags betales 1 Mark i Skat. Der blev anmeldt omtrent 1000. Men da der siden indrettedes adskillige flere, blev hele Fjorden, saa vidt den egnede sig *) Dette Forbud kom ikke til at staa ved Magt. **) Skelden eller »Skjælden« er et Maal til at sætte ind i den ligesidede Firkant, som Masken danner.