Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

7. Aalefiskeriet. 73 7. Aalefiskeriet. Næst efter Fiskeriet af Sild, Kødspætter og Torsk har det af Aal fra gammel Tid haft mest at betyde. Man skjelner imellem Græsaalen eller den gule Aal, der mest fanges om Somme- ren paa grundt Vand, og den blanke Aal, der vandrer langs Kysterne fra Syd til Nord i September og Oktober, og som kaldes Gaardaalen, fordi den fanges i Aalegaarde. Men det paastaas, at der ikke er nogen virkelig Forskjel, men at det er den Aal, der skal forplante sig i den kommende Vinter, som om Efteraaret bliver til Blankaal. Aalegaarde nævnes allerede i de første ol- denborgske Kongers Haandfæstninger, og dermed forstodes Indhegninger af Risknipper i Nærheden af Kysterne. Nu bestaar en Aalegaard i Reg- len*) af et Risgærde, som gaar ud fra Land til 10—12 Fods Dybde, og for Enden af kvilket der opstilles en Ruse; over Risgærdet bygges en Bro, der bruges, naar Rusen skal røgtes. Den egentlige Ruse (A) bestaar af en kegleformet Dør af Garn, der holdes udspilet med Bøjler eller Ringe af Spanskrør eller galvaniseret Jærntraad. Ved Indgangen til den er der et Par »Arme« eller »Vinger« af Garn, som ere bestemte til at vise Fisken den rette Vej. Inde i Rusen er der »Kalve« eller tragtformige Stykker Garn, som lader Fisken slippe ind, men hindrer den i at finde ud igjen. Rusen ender i en »Kube« (B), d. e. en af Pilekviste flettet tenformig Kurv. Man kan ogsaa sætte en Række Pæle ud fra Kysten, ved hvilke Ruserne f'astgjøres, indtil en Dybde af 5—6 Favne Vand: dette kalder man et *) Der liaves ogsaa Aalegaarde i Aaløb.