Fortids Arbejderforhold 1902
Spredte Smaatræk Fra Det Attende Aarhundrede

4 Fortids Arbejder forhold Naar jeg da her i korte Træk skal omtale nogle Arbejdsned- læggelser i det 18. Aarhundrede, skal jeg tage mit Udgangspunkt fra Opførelsen af Kristiansborg Slot under Kristian VI. Dette det største danske Byggearbejde i det nævnte Aarhundrede medførte nemlig en Række Brydninger. Og hvorledes de faldt ud, karak- teriseres med Lune af Holberg, naar han i sin 261. Epistel skri- ver: „Min Herre forlanger at vide, hvad Udfald den Urolighed fik, som Haandværkssvendene havde opvakt i København. Den fik samme Udfald, som den plejer at have, nemlig at Mesterne maa give dem carte blanche og lade dem foreskrive sig, hvilke Conditioner dem lyster“. Først vil jeg vise, at Svendene, der arbejdede paa Slottet, ikke lod sig kyse af kongelige Lakajer. En saadan var sat til daglig at føre Bog over de forskellige Svende, der beskæftigedes paa Slottet. Han plejede i den Anledning hver Dag at raabe dem op neden for det Stillads, de arbejdede paa. I Begyndelsen gjorde handel ved Navn, men senere ved et Nummer, og det førte i 1738 til Spektakler. Stukkatør Brennos Svende vægrede sig ved at svare paa Nummeropraabet, og nu klagede Lakaj Frølund til Hof- marskallen, der rapporterede Sagen til Kongen, hvorefter der blev skrevet til Slotsbygningskommissionen, der igennem Hofbygmesterne igen henvendte sig til Brenno. Hans Svende, oplyste han, havde svaret, saa længe Frølund opraabte dem ved Navn, men paa et Nummeropraab vægrede de sig ved at svare. De var ikke Sol- dater. Frølund havde yderligere ægget dem ved at bruge Mund, han havde kaldt dem „capricieuse Canalien“, og efter hvad de havde bragt i Erfaring, blev Billedhuggerne, Stenhuggerne og Snedkerne slet ikke opraabte. Modstanden var bestemt. Og saa mente Bygningskommissionen, at den ikke kunde tvinge disse Svende, der følte sig som Kunstnere. Forlod de deres Arbejde, vilde de ikke være lette at erstatte, og Resultatet blev da, at en kongelig Resolution paalagde Frølund ikke mere at opraabe dem ved Nummer. Som Brenno var en Italiener, der dog i 18 Aar havde arbejdet i København, saaledes var der blandt hans Svende ikke faa Franskmænd og Italienere. Men vi skal se, at ogsaa baade Tyske og Danske godt kunde sætte deres Vilje igennem. Den 1. August 1740 om Aftenen Kl. 11 gik 40 Stenhugger- svende „Grassategang“ i Store Færgestræde, en Gade, der forsvandt ved Københavns Brand i 1795. De havde Musik med sig, sang