Om Iltens Opdagelse

pingue1). At Bayen antog sin Luftart forskjellig fra Kulsyre, fremgaaer af, at han fremhæver, at den ikke som denne er opløselig i Vand. Al han ogsaa antog den forskjellig fra almindelig Luft, følger af, at de manglende 58 grains efter hans Me- ning paa det nærmeste repræsenterede Vægten af de udviklede 40 Oncemaal Luft. Thi denne, siger han, kan meget vel veje en eller to Gange mere end atmosfærisk Luft, uden at vi have ReL til at undre os derover. Den Slutning, han drager af sine Forsøg, udtrykker han overordentlig klart. Naar Kvægsølv gaaer over til Kalk, ligger det ikke i, at det taber Flogiston, men i, al det forbinder sig med en Luftart, hvis Vægt er Grunden til den Vægtforøgelse, som finder Sted ved Forkalkningen. Hans Forsøg lade sig ikke bringe i Overens- stemmelse med Stahl’s Lære om Flogiston, og han vil derfor ikke længere bruge samme Udtryksmaade som Flogistikerne. Først i Febr. 1775 offentliggjør Bayen sine Undersøgelser over Mercurius præc. per se2), der give ham ganske samme Resultater som de Kvægsølvkalke, han lid- ligere har undersøgt. Dog nærme hans kvantitative Resultater sig endnu mere til Virkeligheden: 1 once Mere. præc. per se giver ham 7 gros 18 grains Kvægsølv ( = 90,5 °/o; ber. 92,6) og 45 Oncemaal Luft (== 1377 cm3; ber. 1586); 100 Dele Kvæg- sølv, opløst i Salpetersyre, afdampet osv. give ham 106,4 °/o rød Kvægsølvkalk (ber. 108). Han fremhæver nu, at Kvægsølvkalkene have vist sig identiske, hvad enten de fremstilledes ved Fældning med, kaustiske Alkalier, ved Inddampning med Salpeter- syre eller ved simpel Kalcination. De give alle tilnærmelsesvis samme Mængde fluide élastique, de opløses alle i fortyndede Syrer uden Brusning, og i dem alle har Kvægsølvet mistet sin Evne til at amalgamere Guld. Han forkaster nu ikke blot Stahl’s Lære, men ogsaa Meyer’s Acidum pingue. Ilden er kun en cause instrumentale, som bringer Metallet til at gaa i Forbindelse med le fluide élastique. Dette maa, især efter de Forsøg, Lavoisier nylig3) har meddelt over Kalcination af Metaller i lukkede Kar, utvivlsomt hidrøre fra Luften4). 1) Disse originale Anskuelser, som dengang, ikke uden Grund, vakte stor Opsigt, havde Joh. Fr. Meyer udviklet i sine „Chym. Versuche z. näh. Erkenntn. d. ungelöschten Kalchs“, Hannover og Leip- zig, 1764. Jeg citerer 2. Udg. Hannover 1770. Naar Kalksten brændes, mener M., at den af Ilden op- tager en egen Syre, Causticum eller Acidum pingue, som gjør den kaustisk, og som kan overføres paa (kulsure) Alkalier, der derved selv bliver kaustiske (S. 51). Naar Kvægsølv fældes af sine Opløsninger med kaustiske Alkalier, skiller Acidum pingue sig fra Alkaliet og gaaer over paa Kvægsølvet, som der- ved tiltager i Vægt (S. 220) og faaer den Egenskab at lade sig opløse selv i Eddike og de svageste Syrer (S. 231). Acidum pingue forener sig ogsaa med Metaller ved deres Kalcination i Luften og er Aarsag til den Vægtforøgelse, som derved finder Sted (S. 220). Saadanne Metalkalke f. Ex. Sølverglød gjøre ligeledes (kulsure) Alkalier kaustiske, idet de afgive deres Acid, pingue til dem (S. 169). „Wenn das Causticum an das Quecksilber gebracht ist, und mit dem Feuer sehr stark getrieben wird, so sublimiret es sich nicht zusammen: das Causticum gehet davon, und das Quecksilber wird wieder lebendig“ (S. 201). „Das Causticum ist eine schwefelähnliche Mischung, die von allen andern Körpern in der Welt unterschieden ist, die unzertrennlich und unzerstörlich ist“ (S. 194). „Man hat wohl vieles auf Rechnung der Luft ge- schrieben, woran das in ihr vorhandene elastische Causticum den meisten Antheil haben mag“ (S. 195). 2) Roz. Obs. 5, 155. 3) 12. Nov. 1774 (sml. S. 224 ovenfor). 4) Allerede i Jan. 1775 havde Bayen henledet Opmærksomheden paa en Bog, som ganske var gaaet D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 7. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. IV. 3. 30