Om Iltens Opdagelse

228 26 Men hvilken af Luftens Bestanddele det er, er uvist. Særlig tilstaaer han, at de Forsøg, han selv har foretaget med denne Luftart, ere for faa, til at han tør ud- tale sig nærmere om dens Natur. Dog anser han det for i høj Grad sandsynligt, at naar man opløser Kvægsølv i Salpetersyre og ved Ophedning befrier Kvægsølv- nitratet for al Salpetersyre, saa hidrører den Luftart, den saaledes dannede røde Kvægsølvkalk indeholder, fra Salpetersyren. Imidlertid er hans Udtalelser om delte vigtige Punkt ikke ganske klare: det synes næsten, som om han mener, at det er den samme Luftart, der udvikles ved Metallets Opløsning i Syren, som omdanner Kvægsølvet til Kalk. Bayen kjendte aabenbart dengang ikke det ringeste til Priest- ley’s Forsøg med Ilten, der ogsaa først blev offentliggjorte lige i Slutningen af 1775 (sml. S. 214). Men selv havde han, som vi have set, allerede fremstillet denne Luftart før April 1774 og publiceret sine Resultater i Frankrigs eneste Tidsskrift for Kemi. Da der nu paa den Tid, i Begyndelsen af Halvfjerdserne, hvad Lavoisier i en anden Anledning oplyser1), var et livligt videnskabeligt Samkvem mellem Eng- land og Frankrig, da Priestley altid er vel underrettet om Lavoisier’s Arbejder, da han oftere citerer „Rozier’s Journal“ og derfor rimeligvis læste den, synes det ret forunderligt, at en hel Række Afhandlinger, som Bayen’s om Kvægsølvkalk, ganske ere undgaaede hans Opmærksomhed, før han selv begyndte sine Undersø- gelser over samme Emne. Men det ser virkelig saaledes ud. Hvorom alting er, den 1. Aug. 1774 ophedede Priestley Mercurius præc. per se over Kvægsølv med et stort Brændeglas og fik en Luftart udviklet2). Han, som altid prøvede sine Luftarter med et brændende Lys, gjorde det naturligvis ogsaa her og fandt, at Lyset brændte med en overordentlig kraftig Flamme, som meget lignede den forstørrede Flamme, hvormed et Lys brænder i Kvælstofforille. Paa samme Maade forholdt sig ogsaa den Luftart, han fik af almindeligt rødt Præcipi- tat. Da dette fremstilles ved Hjælp af Salpetersyre, antog han, at hin Egenskab hidrørte fra eller stod i Forbindelse med den anvendte Salpetersyre, og da Mer- curius calcinatus fremstilles ved Ophedning af Kvægsølv i Luften, antog han, at ogsaa dette ved sin Kalcination havde optaget noget salpeteragtigt af Luften3). Ogsaa af Mønie, der jo tilberedtes paa lignende Maade, fik han samme Luftart, dog maatte den her først befries for Kulsyre med Vand4). i Glemme, nemlig: Essais de Jean Rey, Docteur en Medicine, sur la recherche de la cause pour laquelle l’Estain & le Plomb augmentent de poids quand on les calcine, Bazas, 1630, og givet et meget interessant Uddrag af den. (Roz. Obs. 5, 47). Men naar han mener, at Rey hidleder Vægtforøgelsen fra en For- bindelse af selve Metallerne med Luft, tager han fejl- Rey siger, at Luften forener sig med Metalkal- kene: „lequel air se mesle avecques la chaux & s’attache å ses plus menués parties: non autrement que l’eau appesantit le sable que vous jettez & agitez dans icelle, par l’amoitir & adherer au moindre de ses grains“. *) Oeuvres 2, 103. 2) Exp. a. Obs. 2, 34, London 1775. 3) Since the mercurius calcinatus is produced by exposing mercury to a certain degree of heat, when common air has access to it, I likevise concluded that this substance had collected some- thing of nitre, in that state of heat, from the atmosphere. Ib. S. 35. 4) Allerede Hales havde faaet 34 cubick inches Luft ved stærk Opvarmning af 1922 grains Mønie (Veg. Stat., Exp. CXIX), hvilket Priestley dog ikke nævner.