Begyndelses-Grunde til Naturlæren
Første Deel

Z24 Syvende Afdeelmg. §. 293. Af de enkelte Lysstraalers forskiellige Grad af Brydbarhed, hvorefter de rsde Straaler brydes mindst, og saaledes fremdeles de evrige Lnsstraaler indtil de violette, som brydes meest (§. 288), folger, at de en- kelte Grundstcaaler, i hvilke Lnset ffilleS ved sin Giennemgang igiennem Lindser, et kunne samles paa den anden Side af Lindsen, i een og den samme Punct, men meget mere, at enhver Grundstraale maa have sin særffilte Samlingspunct, og derved forestille lige- saa mange Billeder af ethvert Object, som der gives enkelte Grundsiraaler i det hvide Lys. Denne Ufuld- kommenhed i de dioptriffe Glas kaldes Straalemes Afvigelse formedelst Farverne. Saaledes vil af et tyapiiv, hvoraf den halve Deel er anstrøget med rødt, den anden halve Deel med violet, den violette Deel afmales bag ved et convex Glas i ringere Frastand fra Lindsen, end den rode Deel. Man viser desuden ved Forjog med flere med hinanden for- bundne Prismaer, at de Straaler, fom ere de meest brydbare, ogsaa ere de, font reflecteres meest; at alt- saa de violette Lyssiraalei'/ som refringeres meest (§. 288)/ ogsaa ere de, som reflecteres forsi. §. 294. Af det hidindtil anførte folger, at det hvide LyS bestaaer af syv enkelte Lyostraaler, hvoraf enhver besidder