Nødhjælp
Den første Hjælp ved pludselige Ulykkes- og Sygdomstilfælde

K APITEL XVI. Sygepleje. Medens det ligger i Sagens Natur, at Transporten af en tilskadekommen eller syg i de fleste Tilfælde kommer til at paahvile Mændene, er det lige saa naturligt, at Kvinden faar sit vigtigste Virkefelt inden for Hjemmets Vægge, idet den syge overgives til hendes Varetægt og Pleje. Fra Arilds Tid har jo Sygeplejen hørt til Kvindens smukkeste Gerning, hvortil hun medbringer naturlige Gaver: Medfølelse for andres Lidelser, Taalmodighed og Taktfølelse; og naar disse Egenskaber forenes med de huslige Dyder, Orden og Renlighed, er Betingelserne til Stede, for at Op- gaven kan løses tilfredsstillende. Skal Sygeplejen imidlertid udføres paa rette Maade, saa at der opnaas det bedst mulige Resultat uden unødige Lidelser for Pt og Spild af Kræfter for S.,*) maa hun eje saa mange Forudsætninger og Kundskaber, at hun forstaar sin Gerning; hun maa 1) kende Grundtrækkene af Sundhedsplejen, for saa vidt det har Betydning for Sygeværelset og Pt., 2) kunne iagttage Pt. for at give Lægen en paalidelig Beretning og 3) kunne udføre Lægens Anordninger uden Vaklen. Men ligesom det ved Nødhjælpen stadig bør indskærpes, at Lægmand ikke maa tage et Ansvar paa sig, som ene tilkommer Lægen, saaledes maa det ogsaa her fremhæves, at Hjemmets S. kun maa paatage sig Plejen af lette Syg- domme, medens de alvorlige, til hvis Pleje der kræves særlige Forudsætninger, maa overlades den faglærte S., som har ofret Aar paa at uddanne sig til sit Kald. I Overensstemmelse med de ovenfor opstillede Fordringer skal Sygeværelset og den daglige Gerning, som knytter sig hertil, først omtales, dernæst Pt.s Pasning, saavel hans *) S. r Sygeplejersken.