Det Danske Haandværks Historie

105 For de ledende i Samfundet stod da Haandvær- kerne som en. raa og uvidende Klasse. Dens zünf- tige Skikke og Vedtægter var for den dannede Sam- tid en Samling af Latterligheder og Raaheder. Rege- ringen bekæmpede dem og søgte at afskaffe dem, Geistligheden skildrede dem som ugudelige og uhøvi- ske. Trods alle Indgreb holdt de sig dog, fordi de var en hel Stands Udtryk for indre Sammenhold og faglig Dannelse. Men værst for de ledende Merkantilister var dog selve Lavsvæsenets Princip. Det gjorde Haandvær- kerstanden udueligt, det indskrænkede Fliden, det hæmmede Landets Udvikling, gjorde Arbejdet daar- ligt og dyrt. Det er da meget faa gode Sider, man i det 18. Aar- hundrede havde at fremhæve hos Haandværkerne. Naar det kommer højt kunde man vel, stadigt ud fra sin Merkantilismes Grundsætninger, anføre, at Haandværkeren var et ligesaa nødvendigt Led i Samfundsarbejdet som de andre Klasser og lige- saa agtbar en Borger som de andre. Men den Slags Udtalelser var mere theoretiske end Udtryk for den almindelige Opfattelse. Med Merkantilis- mens Mangel paa Sans for den historiske Udvik- ling søgte man derfor ogsaa stadigt at reformere og lave om. Fra Haandværkerstandens Side mødes alle disse Foranstaltninger vel med levende Protest og med den største Uvilje, men vant som man var til, at alt skulde komme ovenfra, var der indenfor Standen ingen Evne til at arbejde mod Strømmen. Man faldt til Føje og havde aldrig nogen anden Udvej end den at søge Tilflugt hos den enevældige Konge — og der fandt man ingen Trøst.