Det Danske Haandværks Historie

120 Den allerstørste Del af Haandværkerstanden be- stod efter dette kun af Smaamestre, der blot havde fra Haanden til Munden og som helt gik til Bunds i Dagens Strid og Slæb. Billedet males endnu grellere, naar det f. Ex. op- lyses i Slutningen af det 18. Aarh., at af Guldsmede- lavets 62 Mestre var den halve Del „yderlig fattige og uden mindste Arbejde, og af de andre havde igen kun Halvdelen lige hvad de med egne Hænder kun- de arbejde.“ Om Skomagerlavets 357 Interessenter hedder det, at „63 var helt forarmede, 129 arbejdede alene eller højst med en Dreng, kun 165 Interessen- ter beskæftigede Lavets 303 Svende.“ Man kan forstaa, at der under saadanne Forhold ikke fandtes nogen gunstig Jordbund for Fremskridt. Betegnende for Haandværkerstandens Stilling til tek- niske Fremskridt er saaledes den Stilling, Snedker- lavet i Kjøbenhavn indtog til Indførelsen af Finer- savmaskiner. Man gik kun saare nødigt med dertil, og da der i Aaret 1831 fremkom et Andragende om Privilegium paa at drive en Planhøvlemaskine ud- talte Lavet, at „vistnok burde den. Slags Maskiner, for saa vidt som de er Frugten af en højere Kultur, støttes ved Privilegier og andre Begunstigelser, men alligevel vilde det være betænkeligt at skride dertil, fordi der sikkert snart vilde komme andre Maski- ner af samme Slags, paa hvilke der kunde laves Snedkerarbejde til billigere Priser end Mestrene i Lavet vilde være i Stand til at levere det for.“ For at kunne konkurrere maatte disse derfor afskedige deres Svende og ligeledes give sig til at arbejde med mekanisk Kraft. Men det vilde de kun nødigt. Ma- skiner brød man sig i det hele taget ikke om, fordi Fuskeriet ved Hjælp af dem havde taget mægtigt til,