Det Danske Haandværks Historie

128 opnaaes bedst ved en Forening af kundskabselsken- de Mænd. Danmark og især Kjøbenhavn ejer dygtige og duelige Snedkere, og omendskøndt vi en Gang stode Udlandets Snedkere ved Siden, kan jeg dog ikke dele Mening med dem, der endnu endogsaa fra Smagens Side dristigt vil sætte os i Rang med hine, men tror meget mere at burde bemærke, at vi slide paa en gammel Hæder, der stærkt trænger til at re- staureres.“ Det var nye Ord, udtalt fra Haandværkets egen Midte, og de viser klart, at en ny Aand er ved at bane sig frem. Hvor langt naaede den? Ja, til at be- gynde ikke saa langt. Vel blev Foreningen dannet og den fik oprettet en Skole i 1838, men af Lavets 303 Lærlinge indmeldtes kun 17. Men under alle Om- stændigheder: Der var gjort en Begyndelse, som senere udvikledes stærkt. De mange Brydninger, der mærkes i Foreningens første Aar, kan nu sikkert ikke blot føres tilbage til det nye i Tanken, men skyldes ogsaa for en stor Del Kramps Personlighed. Han var med al sin Kærlighed til Haandværket, ikke helt en Mand efter de gamles Hjærte. Han var dem for anmassende, havde altfor mange Planer, stræbte, mere end man sikkert syntes om, at hæve sig ud over Haandvær- kets Plan. Han var den unge Løjtnant ved Borger- væbningen, der skrev mere og bedre end han sned- kererede, som var Førstemand i Alverdens selskabe- lige Klubber, som stræbte „efter studerte Mænds Omgang,“ han var ikke rigtig Kød og Blod af deres. Han fik mange Uvenner, mødte megen Modstand, men kom dog stadig frem med sine nye Ideer, som ogsaa lidt efter lidt førtes til Sejr. Men det, der mest mærkes indenfor Haandværkets