Det Danske Haandværks Historie

147 gik. Ingen var Opportunist som han, han kunde fire og vende, være lun og grov, vittig og naiv-højtidelig, naar det passede. Af Hjærte og Sindelag stod han helt paa det gamle Haandværks Grund, men han forstod at holde igen paa alt det, der lød yderliggaaende og trække i Land i Smaastumper det, som var opnaaeligt. Han var elsket som faa, frygtet, næsten forhadt af mange. Naar de Krav, som Axel Meyer og hans samtidige gjorde sig til Talsmænd for ikke naaede at blive gennemførte, laa det ikke blot i, at man var mer eller mindre klar over Umuligheden heraf, men. mest deri, at hele det gamle Grundlag for Haandværket, Tekniken, Uddannelsen, Markedet lidt efter lidt for- skød sig. Det har da ogsaa vist sig, at Haandværkemes Ny- organisering i Virkeligheden er foregaaet paa et helt andet Grundlag end gennem de almindelige Haand- værkerforeninger, nemlig paa rent faglig Basis ved Genoplivelse af de gamle Lav og Nydannelse af faglige Organisationer. Og det, der rigtig bragte Haandværkerstanden til at slutte sig sammen var Nødvendigheden af at danne Arbejdsgiverforeninger som Modvægt mod Arbejdernes Fagforeninger. Ved den centrale Sammenslutning under Dansk Arbejds- giver- og Mesterforening har disse Haandværkeror- ganisationer da ogsaa vundet en Styrke, der i mange Henseender har givet Standen nyt Mod og aabnet dens Øjne for nye Baner. Nye Mænd med nye Syns- punkter er kommen frem, nye Maal er stillet op, der rækker langt udover de egentlige Arbejdsgiverfor- maal. Paa dette Omraade har den haft Lejlighed til un- 10*