Det Danske Haandværks Historie

23 det Behov, enhver Familie havde, saaledes var man i Købstaden nødsaget til at sørge for, at enhver fik Adgang til at erhverve sit Udkomme i det Omfang, der efter Skik og Brug ansaas for passende for det sociale Lag, hvortil hver enkelt Beboer hørte. Grundtanken i al middelalderlig Næringsret blev derfor ogsaa den, at enhver skulde have Ret til at tjene det, han behøvede uden Indgreb fra nogen. Der var en vis social Levefod, som skulde til, men som heller ikke maatte overskrides. En middelalderlig Bys Næringsret er af den Grund en Samling Forskrifter og Regler, der paa alle Om- raader omgærder Samfundet og nøje vaager over, at ingen enkelt bryder ud og skaffer sig Fordele paa den andens Bekostning. Man gennemfører indenfor de enkelte Klasser af Befolkningen en saavidt mulig Ensartethed i Kaar, der var nødvendig for at sikkre de enkeltes Exi- stens, men som ganske vist heller ikke gav noget stort Spillerum for den enkeltes Kræfter. For at forstaa al denne samfundsmæssige Forsorg maa man imidlertid huske paa, at det heller ikke havde nyttet den enkelte stort, om han havde udfol- det særlige Evner i Retning af Initiativ og Energi. Thi der var i det middelalderlige Samfund simpelthen ingen Plads for disse Egenskaber. For det første var selve Produktionsprocessen med den gamle haand- værksmæssige Teknik saa langsom, Afsætningen saa ringe, og Markedet saa indskrænket, at der ingen Brug var for mere, end den enkelte sædvanemæssigt kunde frembringe. Om Export var der slet ikke Tale. Det var altid Kunden, der opsøgte Producenten ikke omvendt Producenten, der opsøgte Kunden. Men netop fordi Produktionen maatte blive saa