Det Danske Haandværks Historie

24 lidet omfattende, var det naturligt, at Hovedsyns- punktet i al Næringsret blev Eneretten, til det Er- hverv som hver enkelt havde slaaet sig paa. Sam- fundet i Middelalderen og langt hen i Tiden var ikke kapitaldannende. Man maatte nøjes med den Grund- fond, der en Gang var til Raadighed og denne øge- des ikke, eller i hvert Fald kun i ringe Grad. Der sparedes kun lidt og kunde ogsaa daarligt spares. Man producerede hvad man havde Brug for og ikke mer, fordi der ingen Afsætning var for et Overskud, om der havde været noget. Deraf den store Stilstand paa næsten alle Omraader. Man lever helt igennem i alle Lag paa Overlevering, ensartet fra Fader til Søn, fra Slægt til Slægt. Derfor den store Ensartet- hed i Levemaaden, Ulysten til Forandring og den fuldstændige Mangel paa Raaderum for det enkelte Individ. Idealet, som tilstræbtes, var derfor ogsaa en nøjag- tig Begrænsning af Erhvervene mellem Byens Bor- gere. Det hedder saaledes f. Ex. i det saakaldte Pri- vilegium for Kjøbenhavn, som Erik af Pommern ud- stedte 1422, „at alle Embedsmænd (Haandværkere) bjærge sig og nære sig af deres Embede, saa som er, at Borgere og Bymænd, de som ikke saadanne Em- beder have, som herefter nævnes, de bjærge sig med deres Købmandsskab og med deres Brygning og saa- dan Købmandshaandtering, Bagere bjærge sig af de- res Bagning, Suder af hans Skogærning, Smed af hans Smedegærning, Guldsmed af hans Embede, Kræmmer af sit Embede, Skinnere af sit Embede og særdeles alle Embedsmænd, ihvad Embede de helst have, at hver dere bjærge sig af sit Embede —“ Det er i fuld Overensstemmelse med den Aand, der raader i dette og lignende Købstadprivilegier, at