Det Danske Haandværks Historie

40 Paa samme Maade som det gik i Kjøbenhavn er det gaaet andre Steder. I Helsingør f.Ex. fulgte La- vene deres gamle Vedtægter, og selvom de en Tid synes at have maattet give efter, er ogsaa de hurtigt kommen ind i den gamle Skure. Det skulde synes ret mærkeligt, at den Slags Uregelmæssigheder kunde gaa i Svang, uagtet Øvrig- heden stadig vaagede over Lavene, ja endog var nær- værende, hver Gang, der holdtes Møde. Man maa imidlertid huske paa, at de Øvrigheds- personer, der skulde vaage over, at de for Lavene givne Forskrifter blev overholdte, ikke var kongelige Embedsmænd, men Borgmester og Raad. De var Borgere ligesom andre i Byen. De havde deres Næ- ringer at passe, og selvom de i social Henseende var hævet over Haandværkerstanden, saa delte de dog i mangt og meget dennes Syn og fandt det sikkert ganske naturligt, at hver passede sit, som han havde været vant til. Desuden havde Borgmester og Raad fra gammel Tid deres visse Indtægter af Lavene, og uagtet Kongen flere Gange havde forbudt dem at tage derimod, saa gjorde de det alligevel. Det var slet ikke nogen, daarlig Forretning at være Patron for et Lav. Mestrene var altid villige til at vise deres Erkendtlighed for modtagne Tjenester. Hvor- for skulde man saa ophøre med en Praksis, som begge Parter stod sig ved og var tilfredse med? Vi ser da ogsaa, at selv efter at Christian IV’s Forord- ninger var udkomne, vedbliver Borgmester og Raad med at indtage deres beskyttende Stilling og oppe- bære de dermed forbundne Fordele. Som ovenfor vist fik den Raadmand (Bisidder), der mødte i det kjøbenhavnske Snedkerlav 1 Dir. 2 Mk. for hver ny indtrædende i Afgift, hvad der var ganske ulovligt